HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1960 h5

H E N N I N G V A L E U R L A R S E N

det følelsesfulde, opstod der en bestemt litteraturgenre, der skat­ tede til kirkegårdsromantikken. Allerede i 1 7 5 1 udgav den engel­ ske digter Thomas Gray sin »Elegi på en landsbykirkegård«. Nu, da de romantiske strømninger nærmede sig Danmark, udsendte den 25-årige Frederik Høegh-Guldberg sin elegiske idyl »Assi- stents-Kirkegaarden« i 1796. Guldberg, der året efter blev lærer ved Blågårds Seminarium og tilmed fik sin bolig herude, lovpriser \ i sit digt de døde og beskriver en nattevandring mellem gravene: »Hil dig, de lykkelige Dødes Hjem! Du Bolig for hver Stand, hvert K jøn, hver Alder!

T il Dag og Kummer Sol ei vækker dem, T il Graad i søvnløs Nat ei Stjernen kalder. Hil være dig! . . . Saa venlig er din R o; Den Glade leirer sig i dine Skygger, Og, tordner Skjebnen, Uhelds Søn saa fro Her sit Paulun paa Haabets Strandbred bygger.«25

»Den Glade leirer sig i dine Skygger.« Det vil altså sige, at folk nu er begyndt at besøge Assistens Kirkegård for at beundre grav­ mælerne. Guldberg hævdede i øvrigt senere, at det først var efter digtets fremkomst, det blev mode at gå herud. Man ved f. eks. netop, at Samsøes elever fra Frue Skole tre år efter hans død uopfordret sang en sørgesang ved hans grav.26 Dog var det desværre ikke lutter rørende scener, der udspilledes på kirkegården. Øde var dens beliggenhed, og ned gennem tiden hører man bestandig om vagabonder, der huserer herude. Tid­ ligere havde man dyrket Bacchus på Nørre Fælled; nu besøgte man »naboen« og tømte pokalen i træernes skygge på Assistens. Der forekom tilfælde af hærværk, løse hunde strejfede om, og fælledens kreaturer søgte herind for at svælge i det frodige græs, som »Politivennen« følgelig ønskede klippet. Raske drenge lar­ mede op, så uhæmmet som nutildags, men når de legede tagfat mellem gravene, blev tuerne trampet ned; undertiden gik der et

22