HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1960 h5

H E N N I N G V A L E U R L A R S E N

ring og stå vagt om kisten. Men ude på Assistens Kirkegård stod den afdødes søstersøn, lægen Henrik Lund frem og protesterede mod den kirkelige begravelse. Stiftsprovst Tryde, der skulle fore­ tage jordpåkastelsen, tog til genmæle over, at en ikke-ordineret ville tale her. Der fulgte en retssag på, Henrik Lund idømtes en mulkt og måtte give stiftsprovsten en undskyldning, og dermed var sagen endt —kun ikke for Henrik Lund og for P. C. Kierke- gaard, hvem den dødes tanker knugede livet igennem, til de begge endte i sindssygens mørke. Så først ebbede bølgen ud.59 Selve graven bærer vidne om striden. I 1867 - 12 år efter filo­ soffens død - tryktes et digt af F. L. Høedt: »Søren Kierkegaards

^ raV ’

»Etsteds i Dødens Urtegaard, hvor Monumenter prange, der grønnes og en stille Grav, useet iblandt de mange. Der lagdes han, af Dagen træt, til Hvile Natten over, men ingen Steen og intet Navn betegner, hvor han sover. Der lagdes han —endnu, som før, Nysgjerrighed en Gaade, i Døden, som i Livet, skjult saa godt, som han formaaede. Du griber ham saa lidt, som før, thi selv i Gravens Gjemme det er, som om han negted sig endnu bestandig hjemme. Men følg det Ironiens Vink, han ogsaa her har givet, og vend dig fra den Døde hen til Ham, som eier Livet: Da seer Du i den Herres Favn, for hvem han ville glemmes, en Mindetavle med hans Navn, som viser, hvor han gjemmes.«60 44