Hustømrerforeningen300År_1691-1991

åbnet for dem. De blev ført ind, hvor de sagde: „Med gunst og forlov at træde frem for samt­ lige ærbare svende og mestre for åben lade“ . „Hvad er din begæring“ , blev der spurgt, og den nye svend svarede: „A t mit navn må blive indskrevet i den bog, hvori samtlige retskafne tømrersvende står“ . Den unge måtte derefter besvare en række praktiske spørgsmål om navn og adresse, lærested, navnet på older­ manden m.m. Derefter betalte lærlingen ge­ byret og hans navn blev skrevet i protokollen, og derefter kunne oldgesellen indbyde ham til at drikke af den gamle velkomst. Højtidelig­ heden sluttede med, at samtlige deltagere gik i skænkestuen, hvor der blev danset til den lyse morgen. Laug i endnu tyve år 1847 afgav den nedsatte laugskommission betænkning, hvorefter laugene skulle bestå i endnu 20 år, men som hovedregel skulle en­ hver svend efter 8 års forløb kunne få borger­ skab som frimester uden at aflægge nogen prøve, og en række laug skulle straks slås sammen. Det gjaldt f.eks. for tømrernes og bygningssnedkernes laug, men da snedkernes laug også talte møbelsnedkere, mente man dog ikke, at en sammenlægning kunne ske umiddelbart. Betænkningen var moderat,

steder i landet kritik af laugenes arbejde, og i København nedsattes i 1840 en kommission til at undersøge det københavnske laugsvæ- sen. Det var selve laugsvæsenets struktur, der var under kritik. Man ønskede friere adgang fra folk udenfor laugene, og det kunne ske ved en sammensmeltning af de håndværkere, der arbejdede i samme materiale og endvidere ved at det blev lettere at blive mester. Debat­ ten om disse ting fortsatte op igennem 1840 ’eme, men de gamle skikke holdt hård­ nakket stand f.eks. vedrørende optagelse af lærlinge i svendenes kreds. Et eksempel: Drenge, der var udlært i det pågældende fag, gik med skødskind på og med tre knapper knappede i frakken i procession under anfør­ sel af oldgesellen til kroen i Adelgade, hvor de blev modtaget med musik og beværtet med smørrebrød og brændevin, ligesom man præ­ senterede dem for kridtpiberne og lærte dem, hvordan de skulle stoppes. Nu havde de lov til at ryge, og senere, når de gamle svende kom fra arbejde, „klappedes der op“ , det vil sige, at lærlingene fik lov at lægge skødskindene, og så gik det ellers løs med punch. Fredag for­ middag mødte de unge mennesker igen, hvor der blev spist frokost og gjort regnskab, for de unge svende fik ikke noget gratis, de måtte betale for gildet og derudover erlægge 1 mark for at få lov at kysse krosøsteren, og det var i reglen krofaderens pige. Endvidere måtte de bøde 1 mark for at lære „grusen“ , det vil sige hilsenen. Om lørdagen blev de så endelig optaget i svendenes kreds og fik lov at drikke af velkomsten. Det skete ved en højtidelig­ hed, hvor oldermanden, oldgesellen, laugs- budet og skriveren samledes ved den åbne lade. Lærlingene mødte med skødskind, hvad den øvrige forsamling dog ikke behøvede. De unge svende blev een for een ført ind i salen, de stillede med tre knapper knappede i frak­ ken. De slog tre hårde slag på døren, der blev

36