591981161

ste Lofter i Husene blev lerslagne ligesom de nederste. At Brandfaren var overordentlig stor i hine Tider, kan man vel slutte sig til, og fra Øvrighedens Side var der intet andet at gøre end saa vidt muligt at sørge for Op­ førelsen af Stenhuse eller i det mindste for Tegltag. Endnu omkring 1600 havde Gaderne et næsten mid­ delalderligt Præg, afvexlende og maleriske, og der var overmaade mange lave og smaa Huse, men det var saare vanskeligt at færdes i Gaderne, da de i Reglen var meget snævre, ja mange i den Grad, at al Vognfærdsel var umu­ lig. Brolægningen var elendig og uregelmæssig, nogle Steder høj, andre Steder lav, fordi hver Husejer skulde sørge for sin Part; endnu i 1624 var Brolægningen Hus­ ejernes Sag, og det var først i 1777, at Brolægningen blev et kommunalt Anliggende, og der indførtes en Brolæg­ ningsskat ved Forordn, af 20. Aug. Fortovene, som fra Arilds Tid betragtedes som hørende til Husene, var op­ fyldt af Boder, Bislag, Skure og fremspringende Trapper. Alle disse Tilbygninger og Uregelmæssigheder paa For­ tovene indskrænkede Gadernes Bredde betydeligt, og var til stor Gene for Kørende og Gaaende, men alligevel gik Aar efter Aar hen, uden at der blev truffet kraftige For­ anstaltninger, for at komme dette Uvæsen til Livs, og først i 1680 i en Forordn, af 21. Maj befaledes det, at de paa Gaderne op til Husene anbragte Skure skulde fjærnes; for dog at muliggøre Fodgængere Bevægelse uden for Hjemmets Enemærker, hjalp man sig med at forhøje sit Fortov, saaledes at det var hævet over Gadens Niveau. Da imidlertid ikke alle Fortove var lige høje, og Køre­ banen ifølge Sagens Natur maa have frembudt endnu flere Ujævnheder, var Passagen ikke synderlig magelig eller indbydende; i 1681 begyndte man at lægge Fjæle over Rendestenene, for at lette Vognfærdselen i de smalle Ga­ der. Men værst af alt var dog den skrækkelige Urenlig­ hed Byen over, idet Folk ugenert kastede alt Fejeskarn og Affald fra Husene ud paa Gaderne, hvor det fik Lov til at henligge uforstyrret i længere Tid og udbrede en