HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1962 h5

S I K K E R H E D P Å T O R V E V E J heste midt på landevejen. Dette blev dog forhindret ved, at Ole med klingende mønt købte sig fri. Et par andre Ballerupmænd var også kommet forbi, den ene af dem var ridende, og han fik et slag over armen. De så, at en del Utterslevmænd og -karle havde fat på Ole Lauridsen; de larmede og bandede meget. I stedet for at kom­ me deres byfælle til hjælp foretrak de at hytte deres eget skind og køre en anden vej. Dette egenkærlige eksempel fulgte en Skovlun- demand, som kom fra København til Grønfælleden på Utterslev mark ved skansen. Da han så, hvorledes det her gik løs mod de vejfarende, gled han sagtelig en anden vej. Det var unge karle fra Utterslev, som havde været på spil. Niels tærskede hos Peder Munchs enke, Laus og Anders Jyde på fruens gård (hos Else Parsberg) og så - den værste - Ole Hald, som var hos Niels Skovgaard. Kun een bosiddende mand, Rasmus Nielsen, havde bistået sjakket med sin tørvespade. På tinge fortalte han, at han blot var gået ud for at grave vand fra sin rug! De penge, de fratvang de vejfarende, delte de lige, og Rasmus havde da også fået sin part, så derved kom han til at hænge på den. Hovedmanden, Ole Hald, var villig nok til at oplyse sagen: der var 5, som gav hug; de var ridende og pantede folk nede ved skan­ sen; her var et mørkt, skummelt sted at passere. Helt lydløst gik det naturligvis ikke a f; nogle slog sig vel igennem med deres vogn­ kæppe, andre gjorde modstand, som måtte brydes. I loven, der var strengere dengang end nu om dage, sikredes folk fred på »deres retfærdige torverejser«. Med den fred var det åbenbart så som så. Utterslevkarlene bad ydmygt den gunstige øvrighed tage mildt på sagen. Loven blev dog fulgt og ransmæn- dene hver idømt en bod på »trende fyrretyve« (d.v.s. 3 gange 40) lod sølv; hertil kom omkostninger samt erstatning til alle de over­ faldne. Boden er næppe bleven betalt - det var en uhyre sum for en almuesmand.

1 6 5