HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1962 h5

R A M S I N G S K Ø B E N H A V N S E J E N D O M M E anderlighed har det åbenbart alligevel været så som så. Ligeså selve kvarterets grænser, thi den afgrænsning, der (s. 9) angives som gældende »før 1728«, havde da kun været gyldig siden 1668, hvil­ ket det ikke havde været overflødigt at bemærke. Fastlægningen af de enkelte ejendommes grænser, hedder det videre i »Vejledningen« (s. 105), er sket ved hjælp af skødernes angivelser og ved hjælp af ejendommenes jordskyld. Så vidt de rækker, er skøderne selvfølgelig kilder af største værdi, og den regi­ strering af dem, som værket giver, er overordentlig fortjenstfuld. Men Københavns skødebøger er kun bevaret fra 168 1, oven i købet med lakuner 17 19 -2 1 og 1725-27, og selv om en stor mængde skø­ der er bevaret på anden vis, adskillige i original, er dette materiale allerede fra begyndelsen af det 17. århundrede så tilfældigt over­ leveret, at også andre og ringere kilder har måttet inddrages. En sådan ringere kilde er Universitetets jordskyldsprotokol fra 1632, som Ramsing som den den første'har inddraget i undersøgelserne. I denne findes nemlig en notits om baggrunden for reguleringen af jordskylden 1547, der opfordrer til varsom benyttelse; efter at Christian I I I havde henlagt jordskylden til Universitetet, havde borgerskabet yttret utilfredshed med ligningen, hvilket, hedder det, uden tvivl kom deraf, »at de haver efterhånden taget noget fra gårdene og lagt til andre, fri gårde og ladet så al jordskylden blive ved det øvrige«.4 Til bestemmelse af de enkelte ejendommes stør­ relse turde jordskylden således være uden værdi, thi at den her skildrede trafik brat skulle være standset med omreguleringen, er det noget vanskeligt at forestille sig. Problemerne bliver i øvrigt ikke mindre ved, at en anden end ejeren kan findes opført på listen (Købmager Kvarter s. 47, note 26). Den fasthed og uforanderlighed, som Ramsing mente at have iagttaget, karakteristisk nok anså han den for mest udpræget i den del af tidsrummet, hvorom der vides mindst, og som han i så høj 169