HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1962 h5

C HR . G A N D I L Medens han boede i Pilestræde, boede skrås overfor ham Frédé- ric Lafont i Købmager kv. 72 i det hus, som Toyons svigerfader Girard i 1732 købte. I 1 7 1 2 havde Lafont fået kgl. bevilling til at indtages i vinhandlerlavet,1“8 men forretningen gik vist ikke særlig godt, da han i 1724 fik to års moratorium for kreditorernes krav.129 Han var født 1675 i Frankrig og døde 9. april 1739 i København og var gift med Anne Marguerite Jean (1689-1 736) .130 Mod et gældsbrev tinglæst 13. december 1734 ydede Toyon et lån på 500 rdlr. courant til Frédéric Lafont, der på det tidspunkt boede uden for Vesterport ved »Steenbroen«.131 Toyon som kalkfabrikant Det var også i anledning af hjælp til en betrængt landsmand, at Matthieu Toyon blev panthaver og senere medejer af kalkfabrik­ ken uden for Østerport. Efter Københavns brand i 1728 fik to franskmænd Felix du Sart og Antoine Bonfils 15. marts 1729 privilegium på at anlægge et kalkbrænderi og otte års eneret på at brænde kalk »paa en egen besynderlig maade, som her i landet forhen ikke har været bruge­ lig«, hvilket gådesprog vistnok betød med stenkul som brændsel. Samtidig fik de overladt to kalkovne i Riisensteens bastion.132 30. november 1 731 fik de to interessenter tilladelse til at flytte uden for Østerport og et lån på 5000 rdlr. af den kgl. kasse, hvoraf hvert år skulle tilbagebetales 1000 rdlr. Den 24. marts 1732, tinglæst 2. marts 1733, fik de skøde på en grund uden for Østerport til­ hørende magistraten, og på den såkaldte Bådsmandsskanse blev anlagt »Kalkfabriqven«, der senere kom til at hedde Det Gamle Kalkbrænderi, beliggende for enden af Gamle Kalkbrænderivej. Kalken blev brudt på Saltholm.133 Felix du Sart havde, kort forinden han fik kalkbrænderiprivi­

40