DenDanskeDiakonissestiftelse_1863-1913

- 177 -

denne Virksomhed sig op til en ikke helt ringe Betydning. Vel trængte de omtrent 50 Kolportører, den snart havde antaget, til en Sigtning, men den fik de ogsaa ved aarlige Møder, skiftevis paa Diakonissestiftelsen og i en Provinsby, hvor de selv, om end under Præstens Ledelse, baade fastsatte Regler for Gerningen og øvede indbyrdes Selvtugt, saa at de Mænd, hvis Karakter ikke harmonerede dermed, eller hvis øvrige Liv og Forretning ikke svarede dertil, af sig selv udskilte sig. Kolportørernes Opgave er — som ogsaa Bevillin­ gen udtaler — ikke at være Lægprædikanter, men at bringe Bibel, Psalmebog og i det hele gode gudelige Skrifter direkte til Befolk­ ningen, fra Dør til Dør. Selvfølgelig vil de da ogsaa faa mangen Lejlighed til at aflægge et Vidnesbyrd baade for den Herre, de tror paa, og for den Sag, i hvis Tjeneste de gaar, og som jo selv vil tjene ham. — Et andet Anliggende, hvori man søgte Autorite­ ternes Imødekommen, fik ikke saa heldigt et Udfald. Da Stiftel­ sens Præst ønskede at konfirmere sit ældste Barn i Emmauskirken, gav dette, ved et Modspørgsmaal fra Biskoppens Side om Præstens kirkelige Stilling i det hele, Anledning til at gentage Steins Forsøg i 1876 paa at faa denne Stilling ordnet nogenlunde i Lighed med Vartov-Præstens o: som selvstændig Præst for en særlig Menighed. Men lige saa lidt som dengang, eller da Sagen efter nye 16 Aars For­ løb blev draget frem i 1908, var det muligt at overvinde Mod­ standen mod en Ordning, der kunde synes snarere at tilkomme en stor kirkelig, for hele Landet og dets Folkemenighed virkende In­ stitution som Diakonissestiftelsen end saadanne mindre, velgørende Anstalter som Vartov, Abel Kathrines Stiftelse og enkelte „Klostre". De Forslag, der har været gjort om at knytte et virkeligt Lokalsogn til Emmauskirken og dens Præst, har Bestyrelsen ikke turdet gaa ind paa af Frygt for, at Stiftelsen skulde kunne blive revet med f. E. af en rationalistisk, eller maaske en romanistisk Kirkestrømning, der hver for sig maatte blive Diakonissesagens Fordærv. Den kan derfor ikke lade sig sin præstelige Betjening paatvinge af et Menig- hedsraad, paa hvis Valg den kun kunde faa en delvis Indflydelse. der da lededes af Præsten som Viceformand —, havde i Efteraaret bedet sig fri­ taget for Hvervet som Formand. Efter at intet andet Forslag havde 12 1893. som Regel maatte forsømme Bestyrelsesmøderne

Grev Moltke, som i lang Tid havde været lidende og