DenDanskeDiakonissestiftelse_1863-1913

- 11 - hende »for lidt bestemt, fast og afgørende« og »altfor svag paa Sjæl og Legeme til at kunne paatage sig et saadant Hverv". — — — »Frygten for, at jeg ikke er den rette Personlighed dertil, trænger i disse Dage fra alle Sider ind paa mig; jeg anser det derfor som en hellig Pligt at gøre Deres kongelige Højhed bekendt med mine Bekymringer: de kære fromme og erfarne Mennesker her kunde heller ikke vinde nogen Tillid til min Evne at gennemføre saa vanskelig en Sag, de er forskrækkede over min Svagelighed og tror mig maaske derfor udygtigere, end jeg dog egenlig er. End­ videre kunde de, saa lidt som Blædel, tro, at den rette Time og Maade fra Gud er kommet for Diakonissegerningen i Danmark. Vel kende de Forholdene kun af vore Meddelelser, men paa mig har det gjort et stærkt Indtryk, at de er kommet til samme Resultat som vore troende Præster hjemme! Min egen Tro paa det mod­ satte er vel ikke bleven rokket derved, men jeg finder dog: en Mening, der opstaar hos Herrens kæreste Børn, som se med Aan­ dens oplyste Øje, er af for stor Vægt til at kunne forbigaas med Tavshed. Jeg vil visselig ikke i formastelig Egenvilje tro mig stærk og duelig, hvor jeg ikke er det, men jeg vilde ogsaa nødig af Mod­ løshed unddrage mig fra et Kald, som altid har været min højeste Glæde. — I dette Øjeblik var gamle Pastor Härter*) her; jeg sagde ham, hvad jeg var i Begreb med at skrive, og han svarede, at det var Ret, og at jeg ganske burde lægge det i Deres kongelige Høj­ heds Haand, men og at det kun var min legemlige Svaghed, der lod ham frygte, at det ikke vilde gaa, at han holdt af mig, og at jeg maatte se det som et Bevis derpaa, at han holdt det for sin Pligt at tale oprigtigt med mig. — Jeg vil altsaa holde mig ganske rolig og ikke skrive til Darmstadt om Optagelse der, førend jeg har modtaget Deres kongelige Højheds Afgørelse og videre Befaling. Til den 24de i næste Maaned antager jeg, at vi kunne blive her, saa er det netop tre Maaneder, siden vi kom. — — — Skulde Deres kongelige Højhed imidlertid komme til den Beslutning ikke at turde begynde med mig, saa falder Turen til Mühlhausen“ ) bort som unødvendig, og saa maa jeg jo komme tilbage, saa snart jeg kan. At dette vilde være mig en rigtig Hjertesorg i enhver Hen-

*) Grundlæggeren af Diakonissehuset i Strasborg. **) Hvor de ellers skulde hen.