DenDanskeDiakonissestiftelse_1863-1913

- 31 -

Forhold angaar, thi Sanserne komme aldeles tilkort. Ikke desto mindre tror jeg dog, at jeg meget lettere vilde have fundet mig til­ rette i Diakonisselivet, hvis jeg var kommen først herhen. Den Naturlighed, der er udbredt over det Hele og de allerfleste af Sø­ strene, tiltaler, og det indlyser snart, at ogsaa de Indretninger, der ere mindre tiltalende, ere nødvendige og som saadanne ogsaa gode og anerkendelsesværdige. Den større Rørighed, her findes i Sam­ menligning med det stillestaaende Væsen i det ellers saa kære Stras- borg, berører mig velgørende; den kristelige Tugt bliver udøvet lige saa vel; men ved Siden af det ydmygende Princip gaar en Frimo­ dighed og Ligefremhed, som bidrager til at gøre den enkelte villig til at bøje sig under det Aag, der ellers let bliver trykkende og forknyttende." — „Videre kom jeg, under mit Ophold i Kaiserswerth, ikke! min hele Sjæl, min Tid og mine Kræfter vare aldeles optagne ved Livet der, jeg fik Lov at deltage i Arbejdet paa de forskellige Stationer; kærest var Børneafdelingen og sværest var Kvindestationen for mig. Det tillodes mig ogsaa at være tilstede ved den Undervis­ ning, Søstrene modtage af Præsterne Disselhoff og Stricker og den kære Fru Fliedner, som dog kun gennemgik den trykte Husorden med dem, udviklende den dybere Betydning, Aarsag, Anledning og Hensigt med de enkelte Bud og Forbud, bestandig støttende sig til bestemte Steder af den hellige Skrift. Hver af disse Sammenkomster aabnedes og sluttedes med Bøn og Sang. — Pastor Fliedner var alt dengang meget svag, men vaagede dog med usvækket Iver over det Hele og tog Del i mange Enkeltheder; uforglemmelige Samtaler har jeg haft med denne sjældne Mand, kort og klart forstod han at give praktiske Vink." Saaledes slutter disse Optegnelser. Men det kan vi se heraf og af mangfoldige Udtalelser, skriftlige og mundlige, at baade For­ beredelsen med dens Undervisningstimer og Bønner og selve Ind­ vielsen med dens højtidelige Handling, samlet i Præsternes Haands- paalæggelse, har haft overordenlig stor Betydning for Frk. Conring ikke mindst som foregaaet i Diakonissesagens Grundlægningssted og ved dens Grundlægger, eller som han helst vilde kalde sig: dens Fornyer i vor Tids evangeliske Kirke. Hun lod ogsaa over Døren i sin Stue male det Skriftord, hvormed hun hin 29. Marts var blevet velsignet, det dybe alvorsfulde: „I ere døde, og eders Liv er skjult