DenDanskeDiakonissestiftelse_1863-1913

- 70 -

Tanken om at give os, som kirkelig Institution, Adgang til en kirke­ lig Fest, der har lige stor Betydning for Folket som for Kongehuset, kunde formaa mig til dette Skridt." „Jeg modtog Deres Brev i Aftes, som var mig et nyt Bevis paa Aandstilnærmelse mellem enkelte Mennesker," skriver Dron­ ningen 20/10. Hun havde tænkt paa det samme. Med 1871 overtog Kammerherre Rosenørn, som nu ikke læn­ gere var Minister, atter Formandspladsen. Han har hørt paa Lej­ ligheder i Skodsborg, hvor en Del af Sygehusets Nervepatienter skal nyde Bade og Landophold under Søstrenes Pleje. Stoltenberg har givet 2000 Lst. Maremmana Obligationer til Tjenestepige­ hjemmet. Efter Dronningens Ønske optages hans Niece Frk. Ragna Vold (von Plade Stoltenberg) i Bestyrelsen. Umiddelbart efter Aarsfesten den 21. Maj 1871 har Frk. Con- ring modtaget Brev fra Dronningen. Herpaa svarer hun: „Da vi vare ene, viste jeg ham (Pastor Knudsen) Brevet, og senere talte vi en Stund derom. Han tog det ganske sagtmodig, ja vemodig og udtalte Smerte over at have fremkaldt det modsatte af, hvad han tilsigtede. Versenes Tal, mente han, blev opvejet ved Versenes Korthed, og den bestemte Tid af U /2 Time var ikke over­ skredet betydeligt, da Begyndelsen først fandt Sted 10 Minutter over 2 og Enden 33/4. Imidlertid sagde jeg ham, at ogsaa Biskoppen, endnu i Kirken, udbrød til mig: for langt, o altfor langt! . . . An­ ledning til snarlig Opgivelse af sin Stilling tages ikke af denne Be­ givenhed, men vel ytrede han, som jeg havde forudset, at det kunde blive en medvirkende Aarsag til en Beslutning, (der saa ofte steg op i hans Tanker, naar han følte sig ikke at være den, der i enhver Henseende var, hvad vi behøver,) at trække sig tilbage, naar der viste sig en særlig Tilskyndelse paa den ene eller anden Maade, eller den syntes at være funden, som bedre end han kunde gøre Fyldest. . .. Hvad der binder mig til Pastor Knudsen, er Samstem­ ning med hans Opfattelse og Gengivelse af Kristendommens Sand­ heder samt beundrende Anerkendelse af hans alsidige Viden og Følelsen af, at det gør ham godt, naar vi vise ham Tillid og Ven­ lighed. . . . At han paa flere Maader har gavnet og fremmet vor Sag, tror jeg forvist; skulde det i Tidens Løb blive anderledes, veed jeg, at den er mit første og største Hensyn. ..."