DenDanskeDiakonissestiftelse_1863-1913

- 85 -

paa et andet Sted. Sig dette endeligen, naar De finder, det kan gaa an, at jeg saaledes siger min Mening; til Dem selv er jeg saa vant at tale lige ud . . . Jeg var til Alters, og alt, jeg har skrevet derefter, har kun været efter Samvittigheden for andres Gavn; maatte dette ligeledes blive til Gavn for en rigtig smuk Kirke. God Nat. De faar dette først i Morgen, men skrives maatte det endnu i Dag. Ønskende Dem en velsignet Paaskefest forbliver jeg Deres Louise. Det er altsaa fra Dronningen og undfanget paa en Højtidsdag, at denne udmærkede Ide er kommet, der har skænket den Danske Diakonissestiftelse, i St. f. et af disse saa let i mere end een Hen­ seende lumre Stuekapeller, en aaben Menighedskirke med Adgang for baade fysisk og aandelig frisk Luft. Dronningens Forslag vakte Røre i Bestyrelsen, som dog 25. April samtykte deri, selv om de mange Penge, det kostede mere, nødte til at udsætte Opførelsen,— indtil hele Kirken blev skænket af Stoltenberg. Juli 28. 1873: „Pastor Stein og jeg vare i Gaar hos Arki­ tekten for at see de to forskellige Udkast . . . den sidste Plan med Kirken helt igennem, ikke alene i den Henseende, men enhver an­ den, er langt at foretrække . . . men: den sidste Plan vil omtrent blive 32,000 Rd. dyrere . . . Vi bede imidlertid af alle Kræfter vor Herre om at skænke os det store gode Hus, med den rigtige Kirke. —Jeg har vist ikke sagt Deres Majestæt, at vi have lejet to Værelser i et lille Hus i Vedbæk, for at alle Søstrene skiftevis kunne hvile og forfriskes der i Sommermaanederne; der var adskil­ lige trætte, som trængte dertil; denne Udgift syntes derfor nød­ vendig." 8. Juli 1873. Paa den mest indtrængende Anmodning fra en højtstaaende Familie om at overtage en Privatpleje i deres Hus, stillede Frk. C., da der slet ingen anden Mulighed var, en og siden endnu en Søster af dem, der var sendt til Vedbæk for at hvile, til Raadighed, men blev, da hun tog ud for at se til dem, modtaget med en Regn af Bebrejdelser, fordi hun ikke havde sendt bedre og friskere Kræfter. „Da Kammerherreinden saa havde udtalt sig, tillod jeg mig at gøre samme Ret gældende og frembar den Bøn, at der maatte blive holdt et Øje med den Maade, som Maaltiderne