545391414

P E T E R EJ E L S T R U P Skuespillerinde saa Duse spille Komedie, bemær­ kede hun til sine Kamerater, at hun følte sig i Slægt med den store Duses Væsen. Hun blev simpelthen til Grin paa Teatret. For omtrent femten Aar siden, da Publikum fejrede Fjelstrup som Komikeren par excellence, ytrede han ofte Ønsket om at spille tragiske Roller — Kong Lear. Ogsaa det lo man af. Havde han nævnet Ritmesteren, var Latteren ikke hlcvet mindre. Senere Tider har bevist, at de begge havde Ret. At blive udkommanderet til at staa paa et Ren og gale paa Tælling er Komikerens Skæbne. At han privat har en anden noget tungere Skæbne, der ogsaa kræver sit, inaa ikke vedrøre Sagen. Han har at gøre sin Pligt, han har at gale. Hvis man kan tale om et Speciale for Fjel- strups Vedkommende, for hvem intet menneske­ ligt synes fremmed, saa maa det blive den store, den dybe Galgenhumor. Ingen moderne nordisk Kunstner har naaet ham paa dette Omraade. Her rører vi ved det fundamentale i hans Væsen, ved Styrken i hans Kunst, som naturnødvendigt maa indeholde sin egen Svaghed, den Svaghed, som Publikum aldrig kan tilgive, fordi det kun ser den belyst — af Rampen. I Tetzen-Lunds Malerisamling hænger et Ril­ lede af Picasso. Et Portræt af en Mand med et blegt, alvorligt Ansigt, stivnet af Sindsbevægelse, han bærer en bjældebehængt rød Narrehætte paa Hovedet og er klædt i en rød Trøje; han staar altsaa iført sit Arbejdstøj parat til at gøre sin Pligt, naar der vinkes. Jeg kunde tænke mig, at denne Nar i næste Nu, inspireret af 42