545391414

P E T E R EJ E L S T R U P udenfor lians Omraade. Det er gaaet saa vidt, at ingen af de Teatre, hvor han hørte hjemme, syntes at have Brug for ham. Peter Fjelstrup, Geniet, den Skuespiller, der i Alsidighed, i indre Liv, i storlinjet Fantasi overgaar hele sin Samtid, vel nok her i de nor­ diske Lande, den Kunstner, der nyskahende rækker fra Peter Ravns barnlige Uskyld til Ritmesterens liaabløse Tragedie, eller om man vil, fra Farcen og Operetten til Strindberg, for ham var alle Døre til Københavns Scener lukket. Havde ingen da Brug for ham? Jo, for den fremragende Karakterskuespiller havde alle Teatre, med det Kongelige, en Plads aaben, men ikke for det springske, utæmme­ lige Narrelune, der fulgte med som hans onde Aand. Dette Lune har tiere Direktører levet højt paa, det har skabt hans store Popularitet, det har beriget Kendere, men det har samtidig Aar for Aar slaaet over i en Kaadhed, en Sprælsk­ hed, der har forringet hans Selvkontrol og under­ mineret hans Kunst, og en skønne Dag var Dørene lukket — for en Tid. Nu er Peter Fjelstrup igen den store Kunstner, han har vundet en eklatant Sejr — Strindbergs Jævnbyrdige. Men hvordan er det gaaet til, at han har sejret saa uforbeholdent, saa altoverragende i en saa fordringsfuld tragisk Rolle? Er det mon ikke netop, fordi han har denne onde Aand i Hælene paa sig, der er ligesaa udelelig knyttet til ham som hans egen Skygge. Er ikke netop det Mystiken i ham, det »far­ lige« i hans Sjæl, som Hamlet taler om, og som 6