591175998

reservekirurg, og 27. oktober 1789 udnævntes lian til reservekirurg. Den 24. april 1792 meddeltes det i mødet, at han havde faaet det Cappelske rejsestipendium, og at lian ansøgte om tilladelse til at rejse, men ogsaa til forinden at blive ud­ nævnt til adjunkt ved akademiet. Naar han søgte om adjunkturen, var det aabenbart, fordi Schu­ macher var blevet regimentskirurg, og da bestem­ melsen lod paa, a t adjunkten var en af reserve­ kirurgerne ved akademiet, har Giesemann ment, at Schumacher maatte fratræde adjunkturen. Aka­ demiet vilde det imidlertid anderledes, for i det sidstnævnte møde meddeltes Schumachers udnævn­ else til regimentskirurg ved artillerikorpset, og man besluttede, »at ligesom han vedbliver ved adjunkturen, vilde man anmode ham om ved­ blivende at læse over kemi ved akademiet«. Man svarede derfor Giesemann, at han gerne maatte rejse, men »adjunkturen kunde ej forundes ham, dog gav man ham haab om i fremtiden at naa det, dog i saa ampie terminis, at akademiet ej var bundet«. Samtidig var der endnu en ansøger om adjunkturen, nemlig reservekirurg IIerholdt, men ham skulde der svares ligesom Giesemann. Giesemann rejste, og allerede et par maaneder efter var der anmodning fra ham om, at han, skønt han var paa udenlandsrejse, maatte foreslaas som den ældste reservekirurg til et regiments- eller divisionskirurgikat, hvis et saadant skulde blive ledigt i København. Man svarede ja, hvis ikke llerlioldt præjudiceredes. I mødet 27. no­ vember 1792 foreslog Callisen, at Giesemann næste sommer skulde følge en armé og derved lære og se den sande militære medicinsk-kirurgiske praxis, hvori fædrelandet har kun faa ret erfarne