591175998

øvelse i kirurgi turde smigre sig med det bedste vidnesbyrd af Winslow, under livem lian i 8 aar havde besørget kirurgiske syge i Frederiks hospital, samt af Saxtorph, under livis anførsel han havde haft praktisk øvelse i accouchement, og ej heller været uheldig i at udøve lægekunsten paa egen haand. Man forlangte nu akademiets betænkning, og dette svarede 10. juni 1794, a t det netop ved at søge dispensation fra forordningen havde erkendt, at akademiet ikke paa egen haand kunde beskikke Gicsemann til adjunkt, men man troede, a t enkelte tilfælde undertiden kunde gøre dispensation i en forordnings almindelige bud nyttig og nødvendig. Akademiet havde derfor fremsat de grunde, hvor­ for det holdt sig overbevist om, at Gicsemaims ud­ nævnelse vel ej var uomgængelig nødvendig, men dog meget nyttig for akademiet og følgelig i enhver henseende for statens tjeneste. Hvad angik suppli­ kanternes ansøgning, da bemærkede akademiet, at som de selv nævnte, befaler forordningen ikke, at adjunkturen skal forlenes den ældre men den værdigere. Naar altsaa alder og anciennitet som reservekirurg forener sig hos en og den samme person med dygtigheden, saa maa der saa meget mindre være tvivl om, at han bør præfereres. Derfor har akademiet meddelt, at daværende adjunkt Schumacher i sin tid blev valgt, endskønt der da var ældre reservekirurger, af hvilke den ene labo­ rerede af sindssygdom og den anden var hengiven til uordentligheder. Ved at veje Gicsemann mod enhver af de 3 andre reservekirurger havde akade­ miet fundet, at han i alle henseender fortjente for­ trinet, da den ældste og ellers meget duelige, v. Saldern , var saa svag, at hans sundhedstilstand