591175998

meget lose og upaalidelige, og som man som følge deraf helst maa se helt bort fra, da det er umuligt at skelne klinten fra hveden. Saa meget er vist, at man ikke kan fortænke akademiet i, at det var fornærmet og heller ikke i, a t det viste sine re­ servekirurger det, saaledes som de selv siger. At de selv har faaet en følelse af, a t de ikke havde handlet ganske rigtigt eller klogt, kan man maaske slutte deraf, at det ikke varede længe, før det nævnte tidsskrift holdt op med sine ubehageligheder mod akademiet. Giesemann havde fra sine rejser sendt liere afhandlinger hjem til akademiet, og da disse havde cirkuleret, besluttede man i mødet den 30. juli 1794 at vælge ham og Beaufin, der ligeledes havde været i udlandet, til medlemmer af akademiet — hvilket naturligvis gav anledning til kritik i det nævnte tidsskrift. Giesemann var imidlertid paa rejser ved de allieredes arméer, men saa snart han kom hjem, begyndte kampen igen, og den natur­ lige anledning var Schumachers udnævnelse til hospitalskirurg og dermed følgende professorat ved akademiet. Giesemann begyndte ved at sende ansøgning dateret 9. november 1795 til kancelliet om at maatte blive adjunkt, og derpaa kom de andre med deres ansøgninger, denne gang suppleret med Andreas Fengers. Kancelliets referat er udmærket godt og følges her i det væsentligste. Der gøres først rede for de indkomne ansøgninger: a) Giesemann foredrager, at han, i den tid han opholdt sig udenlands har haft lejlighed til ved de krigsførende arméers felthospitaler at studere den medicinsk-kirurgiske praxis, over hvilken viden­ skab han i den kommende vinter agter at holde