591175998

mener de at være saa meget vigtigere, som det ikke bliver nægtet nogen duelig mand, som attraaer det, a t holde forelæsninger paa akademiet, hvilket tilforn af Fenger og iaar af Giesemann og Ilerholdt er gjort til megen nytte for de studerende. De fastholder derfor deres ønske, men skulde de ikke opnaa tilladelse dertil, vil de anvende al deres op­ mærksomhed paa at finde en adjunkt mellem re­ servekirurgerne, saa snart der mellem dem maatte findes en, der i alle maader er bekvem til at opfylde de i forordningen ytrede hensigter og kan saa- ledes, endskønt de aldeles ikke miskender llcr- iloldts, Thulstrups og Fengers fortjenester ikke ind­ stille deres ansøgninger til bonhorelse, men for­ mener derimod Giesemann i relation til hver af dem som fortrinlig værdig til det ledige adjunktur. Schumacher er derimod af den formening, at forordningen skal efterleves. Hvor der ingen op­ muntring er, formener han, at heller ingen Ilid er at vente, og da der ingen mangel er mellem re­ servekirurgerne paa et saadant subjekt, som kan forestaa adjunkturen, saa indser han ikke, hvorfor akademiet dertil vil foreslaa en embedsmand, som ikke mere er reservekirurg. Han anser altsaa Thulstrup som den nærmeste til adjunkturen, da han besidder alle de dertil fornødne egenskaber, og saadanne, der gør ham til den værdigste af sine ligemænd formedelst hans bestandige flid og gode saavel teoretiske som praktiske kundskaber tillige med den bedste moralske karakter. Giesemann synes vel at have vigtige grunde for sig, men hans ene indsigt i praxis militaris, hvorpaa han beraaber sig, synes dog ikke a t veje op imod de grunde, som Ilerholdt anfører. Naar altsaa nogen, som ikke mere er reservekirurg, skulde ansættes, hvilket han