591175998

Den skriftlige tilladelse, som hun skal have faaet af afdøde gehejmeraad og stiftamtmand grev Osien til at udøve lægekunsten, skønt 4 læger havde ind­ givet klage over hende, men som skal være hende frakommen, kan efter akademiets mening ikke være givet uden kancelliets vidende. Akademiet har ved andre lejligheder gjort opmærksom paa den ringe tillid, som attester fortjener, og hvorlidt de afgiver bevis paa duelighed og paa medicinske eller kirurgiske kundskaber. Lettroenhed i mere eller mindre grad synes at tilhøre den menneskelige natur, og man er ofte mest tilbøjelig til at tro det utrolige, samt at fæste tro til det mirakuløse, hvilket de praktiserende læger har daglig anledning til at erfare f. ex. med provst Rachlow. Den præst, som her hentydes til, var født 1741, var præst i Snoldelev og døde 1812. Han var ejer af en stor maleri­ samling, som brændte under højst mistænkelige omstændigheder med hans ejendomsgaard 1806. Han ejede ogsaa en anden gaard i byen, lige ved præstegaarden, til liden baade for denne. Han havde dog studerekammer i præstegaarden, som ellers brugtes til logis for syge, som kom til ham fra alle kanter i landet, endogsaa klosterdamer fra Vallø1) — med andre ord: han var en af dem, Tode kalder »velærværdige fuskere«. — Akademiet fort­ sætter: Ikke let vil det mangle den mest uvidende kvaksalver, naar han med en vis grad af dum­ dristighed (som supplikantinden) priser sine kunster: at jo mange med uindskrænket tillid kaster sig i hans arme, og om 20 af hans klienter forværres eller dør og kun en eneste tilfældig helbredes, vil

*) W i b e r g s præslehistorie III, 151 • Biografisk lexikon bd. XIII m . m .