591175998

hun var kaldt til afdøde agent og boghandler Gyldendal nogle dage før hans død. Gyldendal havde brystvattersot, hvorfor hun ordinerede nogle draaber, som han skulde tage ind, men efter disses brug indfandt sig farlige tilfælde, hvorved mandens liv blev forkortet. At supplikanten ikke har krævet betaling af de fattige, vil man gærne tro, da fattig­ væsenets distriktslæger angiver, at hun ikke har givet sig af med fattige. — »Det henhorer iøvrigt lil vore tiders særsyn, at supplikanten kunde i København i en række af aar være i besiddelse af en offentlig og udbredt praxis, hvori hun for­ modentlig vilde være bleven lil sin dødsdag, om Frederiks hospitals direktion i en af dens samlinger ikke var bleven gjort opmærksom paa, at adskillige af de paa hospitalet indlagte syge var under den urimeligste behandling af supplikantinden satte i den tilstand, at ingen andre midler mere til deres frelse kunde anvendes, hvorfor den daværende kst. stadsfysikus og hospitalslæge dr. Mynster er bleven nodsaget til at anklage hende for politiretten.« — Akademiet kunde næppe have tænkt sig, a t man over 100 aar senere ikke var kommet et hanefjed videre! Mange gange havde akademiet lejlighed til at prove folk, der ønskede at praktisere i en eller anden specialitet, men navnlig var dette tilfældet med t a n d l æ g e r , som maatte underkaste sig en særlig prove, naar de ikke var examinerede kirurger, og dette var ganske særligt tilfældet efter forordningen af 5. september 1794 angaaende kvak- salveri, for denne forordning havde en bestemmelse om, at saadanne personer, der beviste deres specielle kundskaber i visse retninger, kunde opnaa til­ ladelse til at praktisere denne specialitet paa det