591175998

stændige og detaillerede plan til akademiets ind­ retning. Callisen opnaaede ikke noget ved sit an­ dragende, som der slet ikke toges hensyn til, og hele forholdet var og blev meget indviklet, da forordningen af 22. juni 1785 bestemte, at profes­ sorerne skulde succedere hinanden, medens Callisen havde et tidligere løfte om succession. Der var her en uløselig uoverensstemmelse, som ikke kunde andet end give anledning til strid. Det er let nok nu at se, at det var en over­ mande uheldig maade at disponere over embeder paa ved at give en mand successionsret til dem, for man kan ikke ane, hvad der kan ske i mellem­ tiden, og man kan ikke ane, hvor mange aar der vil gaa, inden embedet bliver ledigt. I dette til­ fælde døde Hennings først 21 aar efter, at Callisen havde faaet sin bestalling, og hvor let kunde denne ikke have været ganske uskikket til embedet efter saa lang tids forlob. Men naar man kritiserer denne maade at behandle embeder paa og ikke vilde gøre det nutildags, maa man erindre, at saa- ledes var det skik og brug dengang, og at man ikke kunde komme bort derfra, skønt der ofte toges til orde derimod. Netop med hensyn til Callisens successionsret havde prof. tlieol. Holm i konsi­ storium advaret, da han udtalte, at ingen kunde vide, hvad om 10, 20 eller liere aar vil resolveres1). Ved universitetet var der altid designati, ofte liere, der stod og ventede paa, at et af de faa faste pro­ fessorater skulde blive ledigt. Grunden til at man indrettede sig saaledes, var pengehensyn, idet man paa denne maade fdi billig arbejdskraft, ti den

1) 1. del, s. (>().