591175998

amliteatrets forening med universitetet1), medens han senere udtalte, at han aldrig havde ønsket det. Calliscn havde skrevet i sit forsvar, at lian var den eneste, som i de sidste 14 aar uafbrudt med bifald og nytte havde holdt forelæsninger over kirurgien, og da der blev indvendt, at det ikke var sandt, svarede han, at vægten skulde lægges paa uafbrudt, for Hennings blev afbrudt af examiner. Det kan ogsaa betragtes som givet, at en betydelig del af Callisens lærebog var afskrevet efter Bergers fore­ læsninger, og Abildgaard indrømmer det paa Calli- sens vegne, men tilføjer, at det kun drejer sig om en syvendedel af bogen. Af det, der nu er kommet til, er der ikke tvivl om, at Calliscn selv har ladet kancelliet forstaa, at han saavel i collegium medicum som i det kirurgiske kollegium har haft sæde foran Kølpin, hvilket Kulpin og akademiet forklarer for det ene punkts og benægter for det andet punkts vedkommende. Han nægter at være elev af Kølpin, skønt der ikke kan være tvivl derom, og endelig kan der næppe være tvivl om, at han har staaet bag ved Oslens henvendelse til kancelliet, .leg tror ikke, man kan komme bort fra, at det ikke har været uden grund, at man har angrebet Calliscn, og at han horer til den slags ikke sjældne stræbere, der hensynsløst skubber sig frem, til de har naaet deres maal. Men der er dog for Calliscn et par und­ skyldninger, som de færreste stræbere har: det var ior det første næppe hans skyld, at han kom ind i striden, og for det andet var han en dygtig mand, der godt kunde fylde den stilling, han havde faaet. For Kølpin var det en trist skæbne, der ramte ham, ti det var lykkedes ham, hvad der ikke var