KjøbenhavnHistori_1_3_1536-1660

Statholderens Forretninger.

105

dorf paa Vore Vegne i alle Maader hørige og lydige, ligesom Vi selv vare der personligen tilstede“ . Han skulde straffe de ulydige, og ingen anden end han maatte tage Kongens Skibsfolk i Tjeneste, ligesom han igen maatte forløve dem, naar det syntes ham godt at være.1) Efter Kristoffer Valkendorfs Tid ophørte sikkert aldeles Statholderens Tilsyn med Flaaden og Bremerholm. Det var Rigens Hovmester, hvem dette paahvilede, og Forholdet blev i saa Henseende dette, at, idet der efter Valkendorfs Tid, med Undtagelse af Aarene 1618— 27, stadig var enten en Statholder eller en Rigens Hovmester, til hvilken sidste Post altid Statholderen blev foi-fremmet, var det kun i Egenskab af Rigens Hovmester, at han havde Overbefalingen over Flaadevæsenet, medens han som Statholder intet havde dermed at gøre. I Kristian III’s Tid var de 2 Embeder derimod bestemt adskilte, idet Eske Bille, uagtet han var Hovmester, dog fik særlig Beskikkelse som Statholder. Derimod tiltog Embedet i andre Retninger sikkert i Betydning, idet der ikke var afstukket nogen Begrænsning for dets Omraade. I Kristian IV’s Tid hørte Tøjhuset under Statholderen, naar der ikke var nogen Rigshovmester. I den ældre Tid var Tøjhuset for­ modenlig umiddelbart underlagt Kongen og blev altsaa kun i hans Fraværelse bestyret af Statholderen.2) Under Frands Rantzau var Statholderen nærved at blive betragtet som Vicekonge, og Udlændinge kaldte ham Statholder i Dan­ mark. I det hele er Baron Courmesvins ovenfor nævnte Opfattelse vistnok den rette, at det var Rigens Hovmesters Forretninger, som Statholderen udførte, men med et mindre betegnende Navn. Det var denne Udvidelse af Statholder- embedet, som Kongen vilde have indskrænket ved Korfits Ulfeldts Ansættelse, hvilket formodenlig ogsaa skede. Der

*) C. P. Rothe: C. Valkendorfs Liv og Levned S. 37— 38. 2) O. Blom: Christian IV ’ s Artilleri S. 15— 17.