HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række_IV h5

16

Fattigvæsens-Planen af 1799

uforstandig Medlidenhed med den enkelte, der forstaar den Kunst at vække den; den ser ikke ud over Øjeblikket, giver i Flæng, hvad der tilfældig menes at være til Raa- dighed, og lader saa den trængende sejle sin egen Sø; den er i Virkeligheden hverken til Gavn for den enkelte eller for Borgersamfundet. Alle fattige forsørgede, efter fast Plan og lige Regler for alle — det maa være Maalet. Men kun sine egne fattige skal Byen forsørge, d. v. s. Folk, som mindst 3 Aar har haft Ophold i København. I ældre Tider, indtil omtrent Midten af 1730’erne, havde de fattige fra Militæretaterne været forsørgede sam­ men med Stadens andre fattige. Efter at de derpaa var bievne udskilte, havde det, især før Forordningen af 1792, idelig medført Tvistigheder om, hvor saa den ene, saa den anden fattige hørte hen; ikke sjælden var det gaaet ud over selve de fattige, som, mens Sagen undersøgtes, havde maattet suge paa Labben eller tigge. At gaa frem efter fælles Regler havde været rent umuligt for de tre E tater med deres tre Fattigbestyrelser og deres særlige Fonds og Indretninger; det havde ikke engang været ude­ lukket, at fattige kunde tilsnige sig Understøttelse sam­ tidig fra mere end en af Bestyrelserne. Allerede i del aabne Brev var der gjort opmærksom paa Ulemperne ved en saadan Ordning og paabudt, at alle disse træn­ gende skulde ind under Byens almindelige Fattig væsen. Direktionen fulgte, som den var nødt til, Ordren, men mente dog at burde tage det Forbehold, »at saafremt det ved Ballance, som aarlig affattes, skulde befmdes og kunne godtgøres, at det almindelige Fattigvæsen, ved Forsør­ gelsen af Etaternes fattige efter de for alle Stadens fattige fælles Forsørgelsesregler, . . skulde, et Aar i et andet, have større Udgift, end de fra Etaterne overdragne Fonds kunde udrede, Deres Majestæt da allernaadigst vilde lade Fattig væsenet saadant Tab paa en eller anden Maade er­ statte«. Selvfølgelig dog ikke paa Militæretatens Bekost