EnLykkeligTid

97 milie og Moderen Hamborgerinde. Men en mere brav, ægte dansk Mand end William Schorn, skulde man lede længe efter. Han elskede sit Land, han kunde bringe T aarer i Øjnene, baade hos Unge og Gamle, naar han talte om Danmarks Fortid og de historiske — glade eller sørgelige — Tider, han selv havde oplevet, T reaarskrigen og 1864. Men aldrig mærkede man den mindste Smule Chauvinisme eller falsk Klang i Tonen. A t stille sig op og holde Tale »for gamle Danmark og de sønderjydske Brødre«, at være med til at raabe Hurra ved Grundlovsfester, som jo i min Barndom var en Form for Forlystelse, eller at staa i Flag# eller Danmarksforeninger eller ^Samfund — alt saadant laa ikke for Schorn; han var for det første en beskeden Mand, men tillige havde han — om end hans Livssyn og T ro paa Menneskene nok kunde kaldes optimistisk — en vis Skyhed for Mængden og ikke nogen særlig Fæl# lessans, saaledes at forstaa, at han skulde indrullere sig i Rækker; hans Forstand var skarpere end de flestes, og han saa’ med nogen Overlegenhed paa Borgerskabet; derfor kunde han nok være beskeden og ikke mene, at det just maatte være ham, der var prædestineret til at spille første Violin. Schorn var oprindelig Maler. Dyr og Landskap bet skildrede han. Som ung fik han et Billede solgt til Kunstforeningen, det saa’ ud, som et Talent skulde udfolde sig. Men det gik anderledes. Schorn forstod selv først og fremmest, at han aldrig vilde naa frem i første Række, og han resignerede og blev Tegne# Gustav Bauditz: En lykkelig Tid. 7