EnLykkeligTid

100 hos min Bedstemoder, hvor han var en lige saa s ik s ker og kærkommen Gæst; men en særlig Nimbus stod omkring et Besøg i hans egen Bolig. N aar man ringede paa, kom han selv og lukkede op — alene som han var, efter at han var bleven skilt fra Konen, den eneste vistnok, som ikke efter Fortjeneste har ska tte t ham hø jt nok — han var altid i Slaabrok og broderede Tøfler, Gaver selvfølgelig — (ligervis Pe= ter Willemoes var han alle faure Pigers — og tillige de gamle M atroners — Ven) — og den meget lange Pibe, som frembragte mægtige Røgskyer, hørte med til Billedet af ham. N aa r man saa havde faaet Plads i en fin garns mel RokokosLænestol, var der nok at se paa. De to smaa Stuer, en Dagligstue og en Spisestue var fyldt med gamle, fine Møbler, der var særlig et pragts fuldt Skab med Glasvægge, og det rummede mors somme Snurrepiberier. Paa Væggene hang Families po rtræ tte r og Landskabsmalerier fra den gode Tid. En Samling Pennetegninger havde han ogsaa af M a n strand, Lundby og Frölich. — Og han selv! Hvor saa han ikke pragtfuld ud! Et ædelt, aabent Ansigt havs de han, med kloge, men dog saa milde Øjne. Han havde Skæg som Napoleon III^ men han lignede mere den navnkundige franske Maler Gérome, en af de mest udprægede af de Kunstnerkarakterer, som det andet Kejserdømme udviklede. Og altid »oplagt« var han. Goethe har i Balladen: »Der Schatzgräber« sagt: »Tages Arbeit! Abends Gäste; saure Wochen! frohe Feste!«