EnLykkeligTid

103 arrig spurgte han den ved Siden af staaende menige Betjent, som havde modtaget mig: — Hvad har egentlig den Karl gjort? Hvad er han her for? Desværre for mig var samme Betjent en saare sand* dru Mand, han svarede den vrede Overordnede, at jeg aldeles ikke havde g jort noget, men af mig selv havde indfundet mig for at tilbringe N a tten paa Stationen. — Saa er han altsaa gal! erklærede Over* betjen ten med Bestemthed og saa’ opmærksom t paa den mærkelige N attevand rer — med b a rt Hoved, lang Pibe, violet Slaabrok og grønne Tøfler! Jeg forsøgte igen at forklare, men Stationens mægtige Cerberus var ubønhørlig, jeg havde »ikke gjort noget«, som Betjenten, det sandhedskærlige Asen, stadig bevidnede, og saa kunde jeg ikke interneres; jeg m aatte ud igen i Kulden — og der var saa dejligt varm t i Overbetjentens Stue! Et Held havde jeg imidlertid, i Vagtstuen røg man Tobak, og jeg sut* tede da demonstrativt paa min tomme Pibe, hvil* ket havde til Følge, at jeg fik Lov til at stoppe — det var en nederdrægtig Tobak, men den kvægede tnig dog, da jeg igen stod paa Gaden i Vinter* natten og fornam Frostluften. Stille styrede jeg mine Skridt tilbage mod min Bolig og kikkede op til første Sal mod »det forjæ ttede Land«, Lampen brændte hyggeligt, en gylden Stribe mellem Gardi* nerne viste det; et Øjeblik tænkte jeg paa at gaa hen til Set. Josephs Hospital og ringe de barmhjer* tige Søstre op, da jeg pludselig blev revet ud af mirte Betragtninger ved at en Stemme lød bag mig: — Naa, er De dér igen! Det var Gadebetjenten, som