EnLykkeligTid

24 sin Vej, var det ofte, fordi han havde en egen Evne til at undgaa dem; han holdt, hvem han vilde det, tre Skridt fra Livet; og blev nogen for nærgaaende, trods advarslende Blik eller en vis Trækning af Overlæben, som forøvrigt sjelden forfejlede sin Virkning, da var nogle Ord, fremsat med en egen Kommandostemme, der var trænet op gennem tidligere Generationers befalende Officerssprog, mere end tilstrækkelige til at give Respekt. Som sagt, det var et roligt, stille Landliv, som levedes i Horns Herred. En Udflugt til Jægerspris eller syd paa til »Dejligheden«, tror jeg det hed, ved Holbæk Fjord var Begivenhederne. En Gang hver Sommer besøgte mine Forældre ogsaa »Svanholm«, hvor den gamle Geheimekonferensraad, tidligere Amtmand over Frederiksborg Amt, Baron Bille; B r a h e residerede med sine to elskværdige Døtre. Og jeg mindes som noget af det vidunderligste, jeg havde set, et lille Miniatur Slot med Værelser og Køkken i Svanholm Park, som Baronesserne havde leget i som Børn. Horns Herred laa dengang — altsaa i 80’erne — saa temmelig »uberørt«. En gul Diligence kørte om Morgenen tidlig fra Skibby til Frederikssund — »røde Post«, formedelst Kuskens røde Frakke, kaldtes den — og returnerede om Eftermiddagen. Landliggere var et ukendt Begreb; ikke en Gang, tror jeg, var der Turister ved Jægerspris. Paa »Færgegaarden«, der laa ud for Frederik den 7’s Bro, som forbandt Horns