EnLykkeligTid

26 Naar man kørte gennem Landsbyen kunde man let paa Husets Haveside faa Øje paa Vinduet foran hvilket der iøvrigt i Reglen var hængt et Stykke Tøj, vel sagtens for at ikke den ulykkelige Kvinde ved at kigge ud skulde forstyrre Ægtemanden eller dennes Husholderske, naar Parret gik Tur mellem Bonde? roserne og Asterserne. Gysende, erindrer jeg, stir? rede vi Børn paa Tørklædet, som skjulte den Gale; og forskræmte, men med den Nysgerrighed overfor det ukendte, gyselige, som man i den unge Alder er i Besiddelse af, frittede vi Homblad ud om den tragi? ske Historie. Højagergaards nærmeste Omgang var selvfølgelig Familien Hellmers paa Overberg. Den unge Gods? ejer C a r l J o h a n H e llm e rs var sammen med nuværen? de Overretssagfører C a r l B e c k e r min Faders Jagt? kammerater, og vi Børn kom ogsaa tidlig og silde paa Overberg, en gammel Gaard om hvis imponerende Stengærder der gik det Sagn — eller H is t o r ie n virke? lig kunde berette — at de havde ruineret en tidligere Ejer, en A h r e n s t o r ff , som havde ofret, hvad han eje? de for at lade Stenene grave op af Markerne. Tilsidst blev han saa fattig, at hans Kusk ernærede ham. Men de senere Ejere af Gaarden havde han altsaa gavnet betydeligt. En af Grundene til, at min Fader befandt sig saa vel og kunde arbejde saa fortræffeligt paa Høj ager? gaard, var, at han var helt i Ro, naar han da vilde det, for Selskabsmennesker og det meget, som han under ét kaldte for »Konversation«. Særlig brugte