EnLykkeligTid

31 og Wildersgade, at S k o le n , den var noget ganske an* det end Jagtudflugter i Overberg Skov. Imidlertid fik jeg hurtig at vide, at min Fader kun underviste i de højere Klasser, saa der var længe til, vi skulde mødes ved Katederet. Til at begynde med, i de første Aar, var jeg da ogsaa væsentlig henvist til at nyde godt af Lærer? inders Belæring. Af disse Damers Pædagogik tror jeg ikke, jeg havde saa meget Udbytte, dog var der én — jeg kan ikke lade være med at tilføje stv aalen de — Undtagelse. Jeg tænker med Taknemmelighed paa Frøken N i n n a H e lm s, en Datter af Bestyreren. Hun var et udmærket Menneske; trods sin Ungdom ejede hun en sjælden Evne til at hævde sig, hendes Forstand var klar, logisk, og hun formaaede at inter? essere Børnene, saadan at hendes Timer den Dag i Dag staar i min Erindring som Lyspunkter i Bårne? tilværelsen. Ikke mindst husker jeg hende, naar hun fortalte os om de nordiske Guder — meget tidlig maa man dengang have taget fat paa Mythologien — hun havde Billedværker med, og hun aabnede det indre Syn for en poetisk Verden, der ganske betog mig. Saa var hun en højt kultiveret Personlighed, der mindst af alt var F a g l æ r e r i n d e n blot. Om alt kunde hun give os Besked, selv om det ikke hørte med til »Timen«, og endelig var hun — hvorfor ikke frem? hæve d e t ogsaa — g o d og sm u k . Kun to Gange har jeg senere hen i Livet som voksen truffet hende, med langt Mellemrum, d a sagde jeg det ikke, men nu til? staar jeg det skriftligt, hun var min fø rs t e K æ rlig h e d ! Ellers interesserede Lærerinderne mig ikke. — Og