EnLykkeligTid

32 jeg skal ikke lægge Skjul derpaa — min Fader gjorde saamænd ikke noget for, at Respekten for deres Lær? domme skulde blive for stor. Hvor vi begge morede os, da jeg fortalte ham, at vor Naturhistorielærer? inde havde oplyst os om, at Uglerne var »farveløse« — Uglerne fa r v e lø s e , jeg kendte vel nok bedre, hvor? dan de saa’ ud med alle deres gule og brune Schatte? ringer! Og jeg husker, at jeg fik som Forklaring paa, at Menneskene ikke mærker Jordens Omdrejning, at denne foregik saa forfærdelig hurtig!! D a maatte selv den 8—9?aarige indigneret ryste påa Hovedet over en saa taabelig Paastand eller tyk Uvidenhed. Men i Lærerpersonalet ejede Borgerdyden en sjælden Stab. Jeg tror — ærlig talt — at den Type Lærere, som i min Ungdom mødtes om Morgenen paa den gamle Skoleplads, der grænsede op til Frederikskirkens Kirkegaard, nu er uddød. Borgerdydens Lærere drøf? tede sikkert ikke med den Grundighed deres mate? rielle Chancer, som Nutidens Pædagoger gør det. Forældremøder og Undervisningsplaner og ?Syste? mer var heller ikke paa Dagsordenen. Men i det Øje? blik, Læreren gik ind i sin Klasse, saa gik han sam? tidig op i sin Gerning med en Iver og en Begejstring, som var lige frisk hver Dag, og jeg tror det først og fremmest var fordi han var en P e r so n lig h e d , der og? saa ønskede, at netop denne Personlighed skulde gøre sig gældende. Selvfølgelig var Lærerne Fag? mænd, dér manglede ikke noget. Men Dannelsen, Kulturen, den a llro u n d V iden, som jo nu er en sjæl? den Fremtoning, var egentlig det bærende.