EnLykkeligTid

33 — Lad mig først nævne E r n s t Ø s t r u p

og C h ristia n

H eerin g. Ø s t r u p underviste i Zoologi og Botanik. Som Videnskabsmand har han indlagt sig Fortjeneste ved Diatomé*Studier, det kom nu ikke Skolen ved; men hans livfulde, glimrende tilrettelagte Foredrag over al Naturens Liv, der i meget lidt iøvrigt holdt sig til Bogen, Liitkens, anskueliggjorde paa beundrings* værdig Maade. Levende staar for mig — ja som H. C. Andersenske Æventyr — Svend Foyens epoke* gørende Reformationer paa Hvalfangstomraadet, de lyrisk farvede Skildringer af Trækfuglenes Flugter over Europa syd paa og de fantastiske Beretninger om den uddøde Fauna. D e t var Naturhistorie, men ikke den, man kunde læse hverken i »Liitkens lille« eller »store«! Østrup var tillige Skolens Inspektør. I et lille Kammer ovenover Gymnastiksalen, reside* rede han — det samme den berømte S v en n in gsen , som V ilh elm B e r g s ø e i sine Erindringer har sat et saa karakteristisk og smukt Minde, benyttede — og her skrev han Karaktérbøger og passede lignende Forret* ninger. Med hele Skolen havde han saaledes at gøre, og han var ubetinget en af de mest — for ikke at sige den mest populære af Lærerne. Selv om han havde sat en Streg under et »slet« eller et »maadeligt« i Karakterbogen, for at ikke det daarlige Vidnesbyrd skulde undgaa den, der i Hjemmet skrev Bogen un* der, saa nærede man ikke bitre Tanker; Østrup for* talte jo saa morsomt om alle de Skatte, han raadede over inde paa »Samlingen«, Skolens naturhistoriske »Kabinet«. Gustav Bauditz: En lykkelig Tid. 3