EnLykkeligTid

39 Side kunde vi daarlig tænke os, at Poul havde noget paa Samvittigheden. I Spænding gik Kvarteret, og da vi kom ind i Klas* sen, stod P o u l R e u m e r t paa Katederet og gav til Kende, at han havde noget vigtigt at meddele. Hele Klassen tog da Plads, og R e u m e r t Ordet: — Jeg kommer, begyndte han, fra Hr. Leuning, der meddelte mig, at Hr. B. (altsaa vor Matematik* lærer) har været hos ham, dog ikke, hvad man kunde formode, for at klage over Klassen, men for at bede sig fritaget for at undervise os, idet han følte, at han manglede Evnen til at give netop o s Kundskaber, fordi han ikke kunde skaffe sig den fornødne Re* spekt i Timerne. Hr. L e u n in g svarede da Hr. B. saaledes: Nej, det vil jeg ikke gaa ind paa. Jeg vidste paa Forhaand, at De var en dygtig Matematiker, men nu ser jeg, at De desuden i allerhøjeste Grad er en samvittigheds* fuld Pædagog, som jeg paa ingen Maade vil af med. Og Hr. L e u n in g lovede da Hr. B., at for Fremtiden skulde ikke den fornødne Respekt mangle fra vor Side! P o u l R e u m e r t endte saa med, som en ganske na* turlig Ting, at f a s t s la a , at fra nu af var der ikke mere Tale om noget i Retning af »Løjer eller Langkaal« i MatematikiTimerne, de skulde gaa, som var det selve L e u n in g s ! Og — naturligvis — det skete, som R e u m e r t og Bestyreren ønskede det. Til Gengæld kunde da L e u n in g staa sin Yndlings* elev bi, naar Poul paa en eller anden Maade var