EnLykkeligTid

49 gemytlig Maade havde han at tage dem paa. Jeg skal gengive en af de Scener, der ofte udspilledes mellem Forhørsdommeren og en Delikvent: En Dag blev en mindre tiltalende Herre, for ikke at sige en rigtig ægte, københavnsk Bisse, fremstillet for Assessor Obelitz, og Fyren mød te op med Haand* jern paa. — Hvorfor har Du Haandjern paa, min Ven? spurgte Obelitz, det var før Albertis Tid, og Obelitz sagde altid »Du« til sit Klientel. Svaret lød noget slukøret: — Jo, fordi jeg har været uartig mod den forrige Assessor! — Hvad har Du da g jort ham? — Jeg kom til at smide ham min ene Trætøffel i Hovedet! kom det meget forknyt. Saa rejste Obelitz sig i al sin Vælde og stirrede lidt paa den arme Synder og sagde derpaa: — Saa* dan Kunster finder Du ikke paa overfor mig, vel? Det gyste helt i den stakkels Djævel, og et frygtsomt, men bestemt: — Næ ’h, bevares! lød. — Tag saa bare Haandjernene af ham, komman* derede Obelitz, og han tilføjede, vi snakker meget mere fortroligt sammen uden saadan Dikkedarer, og vi to, han nikkede opmuntrende til Fangen, har jo en hel Del at skulle forhandle om! Hvorefter For? høret gik sin Gang — vistnok til begges Tilfreds* stillelse. Obelitz fik altid saadanne Eksistenser, fordi han havde sin egen Façon a t tumle dem paa, og de som oftest var villige til at bekende overfor ham. Jeg husker, at han ogsaa en Gang havde med Gustav Bauditz: En lykkelig Tid. 4