EnLykkeligTid

60 dorff t. Eks. — drøftede han altid enhver Rørelse indenfor Skolen og Teatre t; ligesom han glædede sig over de nye Kræfter — eller S tjerner — som dukkede frem — han følte sig, det tro r jeg, egentlig som en Slags Onkel for alle, store og smaa, der havde haft deres Ben paa Dansesalen. Min Fader havde imidlertid ogsaa anden Forbirn delse med Det kgl. Teater. Han havde faaet flere Smaastykker opført og havde efter Bestilling oversat et Par Operaer, saaledes »La Traviata« og »Mefisto? feles«. Peter Schram kunde min Fader aldrig blive træ t af at snakke beundrende om. Allerede som ung Stu? dent havde han lært ham at kende, det samme var Tilfældet med Phister og gamle Mantzius. En Gang havde han endog ved en Studenterforeningsopførelse af »Jeppe« paa »Folketeatret« været Phisters Sufflør under Sengekammerakten. Min Fader ejede et ikke helt ringe Stemmeimita? tionstalent, og Schram kunde han give morsomt som Don Bartolo. Ogsaa naar han havde passiaret med Phister, talte han bagefter med dennes Stemme. En af H istorierne lød saadan: — Jeg mødte Phister idag paa Kongens Nytorv, og han begyndte jo straks at klage over sit daarlige Syn. Saa pludselig tog han min Arm og sagde: Aa, kære Bauditz, De véd, jeg ser saa elendigt, men hvis ikke Ø jet bedrager mig, er det ikke Olaf, som gaar derhenne? — Jeg kunde lige akkurat skelne ham, sagde min Far, men jeg troede ogsaa nok, det var Olaf, som spadserede paa