EnLykkeligTid

64 første Gang var hos Gamborgs, og vi fik selvfølgelig de varme Hveder. Senere hen har jeg altid mindedes Æ gteparre t Gamborg, naar jeg saa’ Gengivelse af Hunæus kendte Maleri med de Spadserende paa Volden Store Bede? dagsaften; jeg syntes, at de to maatte findes i Sel? skabet. Men m indst af alt tænk te jeg i sin T id paa, at jeg en 6—7 Aar senere skulde se min første tryk te For? tælling — den førnævnte Humoreske — illustreret netop af Knud Gamborg. Jeg havde altsaa mine Barndomsglæder i Hjem ? met (naar da undtages Ferierne). Jævnaldrende Kammerater brød jeg mig ikke saa meget om. Jeg skabte selv den Verden, jeg levede i, en Fantasiverden helt igennem var det. Om mit Legetøj »digtede« jeg Æven tyr; og end mer blev denne Trang til at leve u fo rsty rre t af »vilde« eller kaade Drenges Friluftsøvelser næret, ved at jeg ofte var sengeliggende af smitsomme Sygdomme, som Skarlagensfeber t. Eks. Jeg skulde altsaa være isoleret fra andre Børn. Min Skarlagensfeber husker jeg, som om det var i Aar, jeg havde haft den. Det var herlige Uger! Kun de første Dage laa jeg feberangrebet; men Tiden skulde jo gaa hen i Sengen alligevel, og den gik bril? lant! Jeg var begyndt at faa Smag for Højtlæsning, og hvem jeg kunde faa til det, min Moder eller min Bed? stemoder, der hver Dag besøgte mig, læste da i