EnLykkeligTid

71 Da Kronprinsesse Louise var i Stockholm under sin Moders, Dronning Lovisas sidste Sygdom, gik hun den Dag, Dronningen døde, lidt ud fra Syge? værelset og ind i en tilstødende større Sal, hvor hun var ganske alene. Pludselig saa’ hun en hvid Dame komme hen imod sig og veg uvilkaarligt tilbage for hende gaaende langsomt baglænds ind i Sygeværel? set, hvor hun lagde sig paa Knæ ved Dødslejet. Den hvide Dame fulgte imidlertid med og stillede sig ved Siden af hende, tæ t op til Hovedgærdet. Dronningen sagde da noget — hvad kunde Kronprinsessen ikke høre — til den hvide Dame, og denne syntes at svare; men ingen Lyd hørtes. Derpaa forsvandt Damen, og Dronningen sagde da til sin Datter, at hvis hun se? nere i Livet skulde møde den hvide Skikkelse, maatte hun aldrig tiltale den, thi det kostede En Livet. Samme Dag døde den svenske Dronning. Da Carl X V laa syg af sin Helsot, var Kronprin? sessen i Besøg i Stockholm. En A ften stod hun ved V induet og saa over mod Riddersalen. Og pludselig var det for Kronprinses? sen, som om alle Ruderne tindrede, man maatte tro, at Salen — der ikke engang brugtes til Hoffester — var fuldt oplyst. Kronprinsessen mente først, at det kunde være Genskin af Solnedgangen, men Solen var forlængst nede; et Øjeblik troede hun, at det var Re? flex af Gassen udefra, men Gassen var endnu ikke tændt. Endelig mente Kronprinsessen, der maatte være Ildløs og vilde gøre Anskrig, men opdagede i det samme, at Vagten paa Slottet var traad t under