EnLykkeligTid

72 Gevær, og at den vagthavende Officer saa’ op til Rid? dersalen og pegede derop. Et Øjeblik efter forsvandt Lysningen. Næste Dag talte Kronprinsessen om sin Faders Sygdom med en ældre kvindelig Slægtning, og denne mente da, at der forhaabentlig ikke var nogen Fare og tilføjede, at man jo heller ikke havde set Ridder? salen oplyst. Nu blev Kronprinsessen — der in te t kendte til Sagnene om Riddersalen — opmærksom og fortalte, hvad hun den foregaaende A ften havde set. Og da Gardeofficeren blev udspurgt, erklærede han ogsaa at have set Lyset — ligesom det hele Vagt? mandskab iøvrigt — men da Fænomenet hurtigt igen forsvandt, følte man sig ikke oplagt til videre at un? dersøge Sagen. Da Prinsesse Louise, K ronprinseparrets ældste Datter, for første Gang var i Stockholm sammen med sin Moder, havde denne — for ikke at skræmme hende — paa Forhaand in te t fortalt hende om Spøge? riet paa Slottet; heller ikke andre havde om talt det for hende. Ikke desto mindre saa’ hun den første Nat, hun sov paa Stockholm Slot, den af Kronprinses? sen og mange andre velbekendte mandlige Skikkelse og skildrede ham ganske saaledes, som han altid om? tales. En N a t vaagnede Prinsessen — der var Lys i hen? des Værelse og Døren til Sideværelset, hvor en Kam? merjom fru sov, stod aaben — og hun saa’ da »Her? ren« og »Damen« (ikke »den hvide«), staa en halv Snes Alen fra hendes Seng, ivrigt gestikulerende, pegende hen paa hende og, som det syntes, i Samtale,

Made with