EnLykkeligTid

79 ret vænnet til stor Sparsommelighed, men hun ejede Evne til med meget lidt at kunne slaa sig pænt igen* nem — endda særdeles pænt! Havde hun Gæster hos sig var det bedste ikke for godt; til daglig var hun det nøjsomste Menneske. En stærk Personlighed var hun, hendes Vilje skul? de gerne respekteres. Min Fader morede altid sig selv med at drille hende lidt, idet han sagde; — Ja, Bedstemor — som hun jo altid kaldtes efter at Børne? børnene havde vist sig — nu kan Du muntre Dig, men da Far levede, da var Du den lille! Ogsaa havde han sin Glæde i, naar der var fremmede til Stede, at give det Udseende af, at hun havde været »livlig« i sin Ungdom, og at hendes Mand havde haft sit Hyre med at vogte hende. Særlig vendte han tilbage til, da hun som ung Pige havde været i Huset hos sin Onkel og Tante, General Krags, i Fredericia og dér flere Gange havde været til Baller, i hvilke Frederik VII deltog som Prins. — Du tilhører den gamle frz? vole Tid! var Enden paa saadan Snak, som min Bed? stemoder altid — det var jo det, der morede min Fa? der — tog op med megen Alvor og overfor de andre tilstedeværende søgte at bortforklare. Sin Mand havde hun sikkert elsket med virkelig dyb Følelse. A t hun havde været »den lille« er muligt. Da Sønnen blev voksen saa’ hun op til ham — alle? rede mens Faderen, der mulig nok lagde en Dæmper paa Tilbedelsen, levede. Og da hun var bleven Enke og en 6—7 Aar boede alene sammen med sin Sophus havde hun maaske, naar alt kommer til alt, sin lykke? ligste Tid, det kan maaske lyde underligt, men