EnLykkeligTid

82 nem Isen en mørk og streng V in terna t i en mere eller mindre fjern Fortid. Nørrebro var i min Barndomstid endnu et lille Stykke af det Havernes Eldorado, man i Midten af forrige Aarhundrede kend te det som. Dog ogsaa den bebyggede Del af det, først og fremmest den elskede Evaldsgade, men tillige Blaagaardsgade og Korsgade, havde sin egen Hygge — og har det den Dag i Dag — for mig! Jeg har altid syntes, at Nørrebro var for* lenet med en egen Stemning, man finder dér »det gamle København« — til T rods for, at det er »det nye« i Modsætning til Adelgadekvarteret t. Eks. — som in te t andet Sted. Denne Kærlighed til N ørrebro kunde maaske stamme fra, at jeg færdedes dér i Barm dommens lykkelige T id; men paa den anden Side har jeg aldrig kunnet fordrage Vesterbro , altid har denne Bydel væ ret mig imod. . . . Min Bedstemoder solgte altsaa sin Villa og flyttede hen i Evaldsgade Nr. 4, hvor vi havde boet en ko rt Tid, forinden vi drog til Vesterbrogade, og i Evaldsgade havde jeg, som sagt, et andet Hjem. Efter at min Bedstemoder havde m aa tte t give AT kald paa sin Søn, førtes hendes Kærlighed for en Del over paa den ældste Sønnesøn. Men det skal siges til hendes store Ros — eller som et Bevis for hendes sunde Sans — at hun ikke samtidig blev blot den forkælende Bedstemoder, i hvert Fald var hun i første Række opdragende — sikkert fordi det var den moderlige Kærlighed, som gjorde sig gældende — om end maaske nok hun til T ider betragtede den lille Gustav som et lidt for