EnLykkeligTid

84 — T rangen til at tage Del i jævnaldrendes Glæder og Sysler; jeg blev i al for høj G rad en ensom i de unges Selskab. Og Sport, Friluftslege og lignende Drengefornøjelser forstod jeg mig slet ikke paa at gom tere. N aa r jeg ogsaa som Voksen — som ganske ung Landskabsmaler — kunde leve med den største Til? fredsstillelse i Maaneder uden menneskelig Omgang, da har ganske sikkert min Opdragelse — den jeg imidlertid saa villig gav mig ind under — sin Skyld deri. Jeg husker, jeg var i 8?Aars A lderen i Drenge? selskab hos Skuespiller A x e l Madsen ved D et kgl. Teater, hvis Søn Poul, den senere Operasanger, var paa min Alder. Madsens boede i Stockholmsgade lige ved Sølvtorvet, og straks, da jeg naaede ind i Daglig? stuen, befandt jeg mig saare vel — fordi jeg nemlig opdagede et sto rt Flyvebur med tropiske Fugle. Jeg har lige fra mine yngste Aar væ ret »fuglegal«, og en Overgang som Barn var det min Drøm at opnaa den Lykke at kunne have to Siskener i Bur, tilsidst op? fyldte min Bedstemoder Ønsket. A ltsaa blev jeg, saasnart jeg saa’, at jeg i A xe l Madsen havde en forstaaende Ven, glad ved den sag? lige Samtale, jeg ventede mig med ham. Men straks efter Ankomsten maatte hele Selska? bet afsted over Fredensbro for paa Fælleden at dyrke Fodboldspillet. Jeg var rasende. D et er iøvrigt den eneste Gang i mit Liv, jeg har været med til at udøve den A rt »Sport«, heller ikke nogen Sinde har jeg overværet en offentlig Sportskamp, enten det gjaldt