EnLykkeligTid

90 ikke en Professor ved Universitetet, som vilde drikke et Glas til Æ re for sin Ven Kammerherren. Im idlertid holdt min Fader ko rt efter en Tale, der — om jeg saa maa sige — var af en ganske anden Aand, og »Hr. Pers« glemte man hurtigt. D et var altsaa første Gang, jeg kom i Forbindelse med den mærkelige Mand. Anden Gang, jeg stødte paa hans Navn, var, da han fandt Damestøvlerne uden for en Students Værelse paa et af Collegierne og derved bragte sig i Erindring. Og endelig havde jeg — som Journalist — en Samtale med ham i 1909. Han kom da ind paa Homoseksualismen, og han lagde overfor Emnet den mest haabløse Uviden* hed for Dagen. Enhver Homoseksualist betragtede han som en fuldkommen — sig selv bevidst — for? hæ rdet Forbryder, der mere end Tyv og Morder var Straf skyldig. Der var absolut ikke Tale om blot den, der forfører mindreaarige. Enhver, som var født med sygeligt erotisk Gemyt i den paagældende Retning, fordømte han paa den skarpeste og mest stupide Maade. Man maa nu ikke tro, at det kun var Kammer* herrer og G rever og lignende aristokratiske Perso* ner, jeg traf i min Bedstemoders Hus — der saa* mænd var »borgerligt« nok i den Forstand, at man levede tarveligt til daglig og i hve rt Fald slet ikke kendte al den Luksus, som nu er nødvendig i ethvert Hjem. Ja, utroligt er det, hvor lidt hele den Kreds, jeg nu har omtalt, egentlig forlangte i Retning af