KøbenhavnsKirkesag_1903-05

4 4 1

G ræ n sen , se r m an en ejendomm elig lille Mølle, hvorm ed F o r­ søgene gøres. Som det nu er med Vinden , saadan er det ogsaa med Aanden; der er Kraft nok til a t bæ re h v er en S ynd er frelst og fri h jem til G ud; K raft nok til a t bæ re alle G uds R iges A rb ejd er, o g saa K raft nok til a t væ kk e K øbenhavn og forvandle den, sa a den ik k e b liv er til a t kende igen. Og vi b a r ik k e blot en Forsøgsm ølle, men et S ted, som er prø v et tilfu ld e ; d er fanges V inden. D et v ar det, Je su s sagd e til N ikod em u s, da h a n sp u rg te : hvorledes kan dette ske f Lige­ som Moses ophøjede Slangen i Ørken, saa bør det Menneskens Søn at ophøjes, a t h v er den, som tro r p aa ham , ikke sk a l for­ ta b e s, m en have ev ig t Liv. Man k a n sp ø rg e: hvorfor sk ete der H elb red elser i Ø rken væd a t se p a a K o bb erslang en , og hvorfor sk e r de store F ing ved T ro e n s B lik p a a den k o rsfæ ste d e ? H e rtil er kun a t sv a re : Hvo h a r k e n d t H e rre n s Sind, eller hvem h a r væ ret h an s R aad g iv er? Vor Gud er i H im len, og h an gør alf, hvad han beh ag er. Men sik k e rt er det, a t da vi kom som fo rtab te S y n d ere og i T roen bøjede os ned ved K o rsets Fod, da hø rte vi den underlige Susen, den tog fat om v o rt H je rte , hv isk ed e uudsigelige T ing fra Gud d erin d , gav os en F re d og G læde, vi før ikke k end te, m en gav os o g saa en K raft fra d et høje til a t sta a op og v an d re i e t n y t L evned. Og sp ø rg er vi frem d eles: h v o rd an fang er vi V inden, hvordan bliv er G uds M enighed iført K raften fra d et h ø je ? Ja, sa a kan vi sv are med H e rre n s O rd: V ejret blæ ser, hvo rh en d et vil — d er er noget hemm elig t og u u dg rund elig t ved V e jrets G ang, det komm er og fo rsv ind er, som der er bleven sag t, som e t Indb rud fra d et uend elig e i det endelige. Men noget ved vi dog om, hvor Vejret søger hen; d et søger altid vacuum , d. e. d et tomm e R um . D et gør G uds A and ogsaa, derfor b egynd er Je s u s sin P ræ d ik en p a a Jo rd en m ed a t sig e. salig e ere de fattige i A anden, de som sørge og de som hung re og tø rste efter R etfæ rdighed. D e n ’ D ag, da M enigheden i K øbenhavn er som e t vacuum , d a b læ ser G uds A and hen over den, og vi sk al høre dens Su­ sen . Og a t M enigheden e r - e t sa a d a n t vacuum , d et k en d es paa, a t d er b liv er bedet, ja ra a b t a f det dybe om R egn og K raft fra