HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1979 h5

BORGMESTER PEDER HEDEBOL 113 nu lagt om på forsikringsbasis og kom snart under ordnede forhold. Familien Hedebols sans for orden og økonomi fejrede en lille triumf. Det var naturligt for Hedebol at slutte sig til Socialdemokratiet. At hans kones familie var politisk engagerede indenfor dette parti, betød også noget. Hedebol blev bl. a. et interesseret og aktivt med­ lem af Karl Marx klubben, men typisk nok nævner han i sine erin­ dringer, at de teoretiske drøftelser interesserede ham mindre end den praktiske politik. Fagfællerne havde tillid til ham, for han var nøg­ tern, ordholdende og ædruelig, og hans bryske væsen kunne være nyttigt i en forhandling med arbejdsgivere. Han formulerede sig godt, først og fremmest mundtlig. Men han havde også lyst til at skrive. Han sendte nogle ting ind til partipressen, og efter at have fået artiklerne tilbage nogle gange fik han foden indenfor. Med åre­ ne blev han en rigtig habil skribent, selv om han ikke altid formåede at udtrykke sig lysende klart. I skrift som i tale havde han en vis tilbøjelighed til at benytte sig af veltjente clicheer. I 1908 var han så stærkt engageret i fagligt arbejde, at der blev en sekretærpost til ham i Kommunalt Arbejderforbund. I 19 13 blev han sekretær i De samvirkende Fagforbund. Det sidste betød, at han kunne opgive sin stilling som målerkontrollør. Nu var han fag­ foreningsmand på heltid. Så gik det stærkt. 19 14 blev han medlem af Københavns borger­ repræsentation, og allerede tre år senere blev han socialdemokratisk gruppeformand her. 19 18 -20 sad han i folketinget som repræsentant for Hillerød-Kredsen, 1920-24 var han landstingsmand. Det var arbejdet i kommunalbestyrelsen, der blev hans skæbne. Kamp mod kirken. Ved århundredskiftet var der blandt aktive social­ demokrater ikke så lidt uvilje mod kirken. De fandt, at den og dens præster stod på borgerlighedens side i klassekampen; de fandt alt for megen ligegyldighed overfor sociale problemer i kristelige kredse. Den dårlige kirkelige betjening af småfolk, især i København, under­ stregede modsætningerne. Den fattige måtte tage til takke med bun­ kedåb, bunkebryllup og bunkebegravelse. Den hævede pegefinger i moralske anliggender var altid rede, den kristelige hjælpsomhed kunne være langt borte. Ingen kan fortænke standsbevidste, sam­ fundskritiske arbejdere i, at de reagerede.

Made with