HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1979 h5

124

SIGURD JENSEN

i hans eget parti, og han forestillede sig, at sådanne kontakter pleje­ des ved tværpolitiske herremiddage.20 Det kan da godt have været rigtigt. Krisen kulminerede under budgetdebatten i foråret 1927. Det var en vidtspredt opfattelse, at Hedebol og P. J . Pedersen burde bytte magistratsafdelinger. P. J . Pedersen havde mest forstand på regn­ skaber, og Hedebol var en praktisk mand, som nok skulle kunne klare den tekniske afdeling. Budgetdebatten sluttede 24. marts, og her gik det hårdt til. Vilh. Jespersen var til stede og sad i embeds­ mandslogen lige overfor Kapers og P. J . Pedersens pladser. Hedebol var ikke rask, men havde alligevel givet møde, »han skønnede formo­ dentlig, at hans politiske liv var i fare. Derfor veg han heller intet øjeblik fra sin plads - heller ikke for at spise eller drikke, eller det modsatte - han ville være sikker på at høre alt, der kunne trænge til svar. Og han gav svar, skarpe svar; han sagde rent ud at borgmester Kaper og frk. Teisen byggede deres angreb op på en bevidst, en håndgribelig usandhed, og det fastholdt han uanset formandens på­ tale. En enkelt socialdemokrat kom borgmester Hedebol til undsæt­ ning, men alligevel føltes det som en rent personlig kamp, hvor det var Hedebol og ham alene det gjaldt. Og når Hedebol talte, sad Kaper og P. J. Pedersen og vekslede meget talende blikke.«21 Det, der gav anledning til de hårde ord, var - blandt meget andet - Kapers og frk. Teisens udtalelser til den konservative presse og de to’s behandling af budgettallene, herunder drøftelsen af en forventet overskridelse af hospitalsvæsenets budget. Efter de mange drøje ord virkede det som en antiklimaks, da Fritze Teisen ved afslutningen stod op og meddelte, at hendes parti var indstillet på at stemme for budgettet, og at der ikke fra hendes partis side næredes noget ønske om, at der blev foretaget afstemning over de enkelte ændrings­ forslag eller de enkelte punkter.22 Den socialdemokrat, som havde støttet Hedebol i debatten var Marinus Kristensen, redaktør ved Socialdemokraten (i Borgbjergs ministertid chefredaktør), en mand der var lige skarp som taler og skribent. I sine indlæg fik han lejlighed til at drille Kaper - det var en af hans yndlingsfornøjelser —samt til at påpege, hvordan Koppel nu havde fundet sammen med de reaktionære kræfter. Det har sik­ kert ærgret Koppel, men den aften synes alt at have drejet sig om at