HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1979 h5

BORGMESTER PEDER HEDEBOL 125 slå løs på Hedebol, ligegyldigt hvem man derved kom i kompagni med. Men budgettet blev altså vedtaget i den form, hvori Hedebol og so­ cialdemokraterne havde fremlagt det, så da krudtrøgen var drevet bort fra valpladsen, måtte Kaper & Co. se i øjnene, at slaget var tabt. Hedebol sad støt i finansborgmesterstolen. Stor mand. Med begivenhederne på afstand er det naturligvis let at se, hvorfor oppositionen tabte - og måtte tabe —slaget. Socialdemo­ kratiet var borgerrepræsentationens største parti. Når oppositionen rettede en formelig trommeild mod partiets førstemand på rådhuset, skulle der være stærke, meget stærke grunde til at forhindre dets medlemmer i at bakke ham op. Det tilsagde almindelig politisk for­ nuft. Det ville have været et nederlag for partiet, om oppositionen havde fået Hedebol fjernet fra finansborgmesterposten. Man kan ikke sige, at partifællerne overanstrengte sig med at tale Hedebols sag i forsamlingen. Men de vidste, Hedebol vidste, og oppositionen burde have vidst, hvor deres stemmer ville være i det afgørende øje­ blik. At Fritze Teisen ikke forstod det, er måske ikke så underligt. Hun nåede aldrig i sin kommunalpolitiske karriere at demonstrere den helt store politiske indsigt. Men at Kaper kunne tage så alvor­ ligt fejl, må forbavse. Ingen vidste bedre end han, hvor værdifuld en god, kraftig opposition kunne være for en politiker. Under påske­ krisen i 1920 havde han arbejdet godt sammen med socialdemokra­ terne. Det havde hans partifæller ikke været glade for. Men i de føl­ gende år havde man skældt ham så bravt ud fra socialdemokratisk og radikal side, at nu måtte dog vist selv den mest højhalsede læ- serinde af Nationaltidende være klar over, at han var en god kon­ servativ. Hver gang Marinus Kristensen kom med en grovhed eller Valdemar Koppel med en spydighed, måtte hans politiske aktier nødvendigvis stige. Kan det tænkes, at P. J. Pedersen har fået ham til at løbe med limpinden; kan det tænkes, at P. J . Pedersens evner for »fjernstyring« ikke var så fremragende, som Hedebol hævder i sin erindringsbog? Vi får det næppe nogensinde at vide. - V i skal om lidt se på, hvordan Kaper nogle år senere generede P. J. Peder­ sen. V a r det tak for sidst?