HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1979 h5

BORGMESTER PEDER HEDEBOL

1 3 7

at jeg ikke fortjener nogen ros derfor. Nøjagtigt så enkelt og ligetil er fænomenet Frederiksberg.40- Hedebols tanke om, at Frederiksberg skulle indlemmes i Køben­ havn havde støtte i hans eget parti, bl. a. hos den socialdemokratiske budgetordfører Ole Andersen. Men han havde dog på fornemmel­ sen, at støtten ikke var lige helhjertet hos alle i partiet.41 En ting var der bred enighed om i Københavns kommunalbesty­ relse, nemlig at Frederiksberg skulle yde mere til de almindelige kommunale opgaver, som mere eller mindre måtte siges at være fæl­ les. Forhandlingerne herom slæbte sig af sted gennem en årrække. Gentofte blev inddraget i sagen, og i 1936 kunne spørgsmålet tages op i rigsdagen. I 1937 kom loven om økonomisk udligning mellem København, Frederiksberg og Gentofte. Frederiksberg var ikke ble­ vet indlemmet, udligningsordningen tilfredsstillede langtfra de kø­ benhavnske socialdemokrater, men noget var dog vundet. - Hedebol fejrede begivenheden ved at sætte projektørlys på rådhustårnet.42 Forhandlingerne udvidedes derefter til at omfatte også Gladsaxe og Lyngby-Tårbæk, men endnu medens disse forhandlinger stod på, gled Hedebol ud af sagen. Om arbejdet med henblik på en indlem­ melse af de to sidstnævnte kommuner skriver han i sine erindringer: - Muligvis begik jeg en fejl ved ikke at forsøge at mase de fornødne politiske beslutninger igennem hurtigt. Jeg tror nu ikke, det var gået. Der var for lidt aktiv støtte i min partigruppe og rigelig megen posi­ tiv uvilje.43 Torveskandalen. Under 1. verdenskrig havde Københavns kommune oprettet en række udsalgssteder, hvor borgerne for en billig penge kunne erhverve nogle af de mest livsvigtige fornødenheder såsom kartofler, brænde, petroleum o. lign. Efter krigen blev de samlet un­ der torvedirektoratet, og man gik i gang med at afvikle dem. I som­ meren 1935 studsede revisionen over, at regningen for et parti kar­ tofler, som var leveret næsten en halv snes år tidligere, var ført til ud­ gift på regnskabet for 1933/34 . Man anmodede torvedirektøren om en forklaring, og den var han påfaldende længe om at give (8 måne­ der), og da den kom, var den ikke tilfredsstillende. Revisionen, der hidtil havde taget det hele med en noget døsig ro, fik pludselig travlt. Efter et par ugers hektisk travlhed var man nogenlunde klar over