HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1979 h5

138

SIGURD JENSEN

sagens beskaffenhed, og 2. april 1936 anmeldte borgmester P. J . Pe­ dersen, der var torvevæsenets borgmester, sagen til politiet, samtidig med at han orienterede pressen. Det, der var sket var, at udsalgsstedernes inspektør og regnskabs­ fører i fællesskab havde bedraget kommunen ved hjælp af falske bilag. Bedragerierne havde stået på gennem en længere årrække, og det beløb, bedragerne havde tilegnet sig, var på ikke mindre end godt 700.000 kr. Revisionen havde ikke været i stand til at gennem­ skue, hvad der var sket.44 Offentligheden reagerede meget stærkt. Pressen dundrede, og mand og mand imellem rasede man over den kommunale admini­ stration. De småfolk, som gennem årene havde handlet i udsalgs­ stederne følte sig med rette snydt, for det var jo i realiteten dem, der ved at betale for høje priser på varerne havde betalt til bedragerne. En række tragedier fulgte. En ung assistent, som de to bedragere havde lokket (eller presset) til at være medskyldig, begik selvmord. Inspektøren forsøgte selvmord, men det mislykkedes, og på hospitalet aflagde han fuld tilståelse. Torvedirektøren havde lånt et betydeligt belob af inspektøren og havde givet urigtige oplysninger til revisio­ nen samt i det hele taget indtaget en yderst tvivlsom holdning i sagen; han mistede sin stilling. Det samme gjorde en overassistent, der også havde lånt penge af bedragerne og i øvrigt havde haft ro­ deri i sine tjenstlige forhold. Revisionen, som havde vist sig ineffek­ tiv, blev hårdt kritiseret, og selv borgmester P. J. Pedersen, der jo dog ikke kunne gå rundt og se alle sine embedsmænd på fingrene, blev kritiseret. Her melder hans argeste fjende Hedebol dog fra. Selvfølgelig kunne en borgmester ikke være ansvarlig for noget så­ dant.45 Men der kunne jo slås politisk mønt af affæren og det blev der. Offentligheden krævede, at affæren fik politiske konsekvenser. Det fik den. Men den fik også rent menneskelige, nogle er omtalt i det foregående, andre omtales i det følgende. I befolkningen led det københavnske kommunale styre et tab af tillid uden sidestykke. Kommunens medarbejdere fik ry for at være i bedste fald sløve, i værste fald forbryderiske, og deres politiske le­ dere for at være en bande kivagtige og korrupte pampere. De frem­ komne oplysninger blev - naturligvis - fortolket på den værst mulige