HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1979 h5

144

SIGURD JENSEN

Forfatningsændringen kunne træde i kraft i 1938. Dens tilblivel­ seshistorie skal ikke udredes her. Den medførte nyvalg til magistra­ ten, og spændingen var stor m. h. t. hvem der skulle være den nye overborgmester. Modstanden mod, at det skulle være Hedebol lede­ des tilsyneladende af H. P. Sørensen og Sigvard Munk. Sidstnævnte var rådmand i Hedebols egen afdeling; det var en lidt penibel situa­ tion. Magtkampen i denne periode må ses ud fra to aspekter, der griber ind i hinanden. Det bør ikke betvivles, at mange af de ledende so­ cialdemokrater så faren ved den dybe splittelse mellem magistratens socialdemokratiske medlemmer, og at de havde en redelig vilje til at bringe ro og orden ind i partiet. Men man kan jo heller ikke se bort fra, at de samme folk var dem, der stod for tur til at rykke op, når der blev plads ledig i den celebre forsamling. Den 28. februar 1938 faldt afgørelsen i den socialdemokratiske gruppe. Dennes bestyrelse havde enstemmigt henstillet til Hedebol og P. J . Pedersen, at de frivilligt trådte tilbage. P. J. Pedersen havde indvilliget. Han var 68, så det faldt egentlig ganske naturligt. Hede­ bol havde sagt nej. Der måtte en afstemning til. Borgmester Viggo Christensen, som bestyrelsen for gruppen enstemmigt havde indstillet til overborgmesterposten fik 26 stemmer, Hedebol 14, to stemmer var blanke og et medlem fraværende.50 Lige til det sidste havde Hedebol altså en hel del tilhængere i gruppen. Den 3 1. marts 1938 talte han for sidste gang i borgerrepræsen­ tationens sal. Hans afskedstale var uden bitterhed. Lidt forceret må­ ske talte han om, at det gjaldt om at tage tingene med godt humør, hvordan de end kommer, og han sluttede med jovialt at råde køben­ havnerne til at passe godt på »gysserne« ;51 det var jo også essensen af denne jævne mands økonomiske politik, og ved at pynte sin tale med lidt københavner-slang forsøgte han en sidste gang at under­ strege, at han var en rigtig københavner. Efterspil. Hedebol var 64, da hans borgmestertid var forbi, men han var stadig fuld af energi. Han passede sin store have og skrev lidt til Social-Demokraten om kulturelle emner, men det sidste holdt op efter nogen tids forløb; bladet ville ikke mere bruge hans artikler, hvad han selvfølgelig blev meget fornærmet over. Et forsøg på at