HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1979 h5

164

ANMELDELSER upubliceret og ubearbejdet kildemateriale (især brandtaksationsprotokoller og skøde- og pantebogsprotokoller). Forfatteren ønsker virkelig at belyse og forklare hovedstadens kraftige bebyggelsesmæssige ekspansion fra alle tænkelige sider. Hvordan var behovet for og udbudet af boliger? Hvordan udviklede arbejdsløn­ ninger og priser for byggematerialer sig, og hvordan organiseredes og finansieredes byggeriet? Hvor meget byggedes der, hvilke typer huse var der tale om, og hvordan var »kvalitet og miljø« og hvem boede i de nye udenvoldskvarterer? I et inter­ essant afsluttende kapitel søger forfatteren at anskue hele ekspansionsprocessen i en samfundsøkonomisk sammenhæng og når til den konklusion, at datidens arbejds­ mæssige organisationsformer (det mobile arbejdsmarked), langt mere end priser, lønninger, finansiering og ejendomspriser, giver hovedforklaringen på, at byggeriet kunne ekspandere så voldsomt som tilfældet var. Trods den store mængde ny viden, forfatteren ubestrideligt kan fremlægge, er bogen som helhed ikke blevet rigtig vellykket. Det er som om han har sat sig mellem to stole: Han vil gerne skildre hele forstadsbebyggelsens udvikling og sam­ menholde denne med det mindst lige så omfattende byggeri inden for voldene, men samtidig har det enorme kildemateriale hurtigt tvunget ham til at indskrænke de systematiske, detaillerede undersøgelser til Blågårdsterrænet på det indre Nørrebro og her i virkeligheden atter til en enkelt parcel (matr. nr. 36 w Udenbys Klædebo Kvarter), der afgrænses af Peblingesøen, Smedegade, Blågårdsgade og Ågade, —et punkt, der allerede vedgås i forordet. Dette dilemma kommer især til udtryk i bogens sidste halvdel, der har selve det gennemførte byggeri som sit hovedemne. Fremstillingen er her ujævn - snart behandlende Blågårdsterrænet og snart for­ stadsbyggeriet som helhed, og sammenligningerne med og parallellerne fra byggeriet i den indre by, Østerbro og især Vesterbro er svagt funderede, fordi undersøgelsen her - bortset fra et par enkelte foretagne stikprøver - baserer sig på yderst spar­ somme oplysninger i den sekundære litteratur. På denne baggrund kan man kun beklage, at forfatteren ikke helt har koncen­ treret sig om sit ekspertfelt, d.v.s. Blågårdskvarteret, derpå sammenfattet sine undersøgelsesresultater herfra og endelig på et mere hypotetisk plan sammenholdt disse med de eksisterende opfattelser af byggeaktiviteterne i de andre forstæder og i den indre by. For resultaterne af undersøgelsen af Blågårdsterrænets byggeri er afgjort bemærkelsesværdige og fejer hidtil fremsatte påstande om 1850’emes over­ udnyttelse og overbefolkede Blågårdsterræn af bordet. For det første var byg­ herrerne og grundejerne ikke en lille gruppe storspekulanter, men overvejende håndværkere, og hele byggeriets organisation var tydeligt præget af decentralise­ ring, og for det andet synes byggeriet oprindelig at have været af høj standard og langt mere miljøvenligt, end det senere blev. I virkeligheden synes hele kvarteret indrettet til boligområde for middelstanden, og det er da også stort set repræsen­ tanter for denne del af befolkningen, der i første omgang rykkede ind i de nye kun to-tre-etager høje ejendomme, mellem hvilke der var mange grønne områder (baghaver m. v.). Først hen mod 1890 blev den betegnelse, der til i dag har været hæftet på kvarteret, »den sorte firkant«, dækkende for det nu kondemnerede om­ råde

Made with